Nyhed

No Wave-ikoner indtager Jazzhouse

1970’ernes No Wave-bevægelse fejres i København

Som vi kunne fortælle i sidste uge er Jazzhouse den 5.-8. november vært for arrangementet "artFREQ takes over Jazzhouse". Åbningen markeres med en dobbeltkoncert, hvor krautrocken hyldes af Michael Rother (kendt fra Neu!, Harmonia og Kraftwerk) og Hans-Joachim Roedelius (kendt fra Cluster, Harmonia & Eno). På andendagen, den. 6. november er det 1970'ernes No Wave-bølge, der hyldes. Det sker ligeledes ved en dobbeltkoncert med James Chance & Les Contortions og Okkyung Lee.

No Wave opstod som en en offensiv reaktion mod New Wave-genren og havde sit udgangspunkt i punkmusikken. No Wave blev New Yorks mest kompromisløse scene til dato, og det fejrer artFREQ nu.

Komponist, saxofonist og keyboardspiller James Chance (billedet) startede oprindeligt på konservatoriet. Men han droppede ud og blev i stedet en del af Free Jazz-, punk- og No Wave-miljøet i New York.


James Chances musik kan beskrives som en kombination af Ornette Coleman i free form, tilsat solide James Brown-funkrytmer - filtreret gennem et punk-objektiv. Det er netop denne heftige cocktail, som No Wave-pioneren James Chance & Les Contortions agter at præsentere i København på Jazzhouse.

Den koreanske cellist Okkyung Lee har været bosat i New York siden 2000. Lee er klassisk uddannet fra New England Conservatory of Music og Berklee College of Music, men da hun mødte den benhårde støj-musik, ændrede hun fundamental opfattelse af, hvad musik kan omfatte. Lee har siden udviklet et voldsomt og dybt personligt og avantgardistisk udtryk. Musikken kan opleves som en art sublim noise med kakofoniske elementer af netop No Wave.

Når "artFREQ takes over Jazzhouse" løber af stablen, venter der publikum et ambitiøst internationalt program, der spænder over fire koncentrerede og kunstmusikalske dage (5.-8. november).


Billetter til No Wave-dobbeltkoncerten kan købes på Billetlugen.

Hør Okkyung Lees "One Hundred Years Old Rain" her


ANNONCE