Nyhed

Aarhus Rådhusplads var fyldt med demonstranter: ”Gennemfører I besparelserne, klipper I livsnerven i Aarhus”

Aarhus Kommune skal spare 14 millioner kroner på kulturlivet. Det var en af grundene til, at borgerne samledes foran Aarhus Rådhus

”Snart er der ikke andet tilbage fra 2017 end fliserne, som vil stå som et støvet minde fra dengang, Aarhus ville noget med kulturen.”

Ordene trængte gennem lyskæder og bannere til de hundredvis, der var dukket op til demonstrationen mandag aften foran Aarhus Rådhus. ”Pas på Aarhus” er navnet på bevægelsen, som forsøger at undgå de besparelser, der ellers er planlagt af byens politikere – blandt andet på kulturområdet.

"Kære politikere. Gennemfører I de her besparelser, så klipper I livsnerven i Århus. Vi står her, fordi det er alvorligt. Det er kernevelfærden og kerneværdierne, der er truede. Vi er berørte, og vi er oprørte," lød det i åbningstalen.


Det var planen, at politikerne mandag skulle diskutere, om spareforslagene skulle gennemføres, men det er udskudt til den 15. december, da Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard, fik corona.

LÆS OGSÅ: Festival i Horsens lukker: "En prioritering af hverdagskulturen"

Til mødet skal de blandt andet vurdere, om man skal spare på Bora Bora, Headquarters og teateret Katapult. Det kommer i kølvandet på de 200 millioner kroner, man skal finde i Aarhus Kommune som følge af energikrisen, krigen, inflation og en økonomiaftale mellem regeringen og landets kommuner.


Siden spareforslagene blev sendt til høring, er der kommet 4000 høringssvar, hvor halvdelen handler om kulturlivet. Det er tydeligt, at det er en mærkesag ved mandagens demonstration. ”Stop nedrivning af Headquarters,” står der på et af bannerne på Rådhuspladsen, mens lyspærerne lyser et andet op med ordene: ”Bevar Bora Bora.”

Da det blev kendt, at Aarhus Kommune havde planer om at rive bygningen ned, som Headquarters befinder sig i, talte GAFFA med begge spillestedets ejere.

”Hvis vi lukker, så tror jeg, at vækstlagsmiljøet i Aarhus er rimelig fucked,” udtrykte medejeren Amira Gluhic.


”Det er jo meget vigtigt at kunne repræsentere de forskellige lag, der er i musikbranchen, og der står vi jo meget markant for ét af de lag – nemlig de musikere, som er i vækst. Det er en del af vores DNA at præsentere det, som måske ikke har en lige så stor chance på de andres scener,” afsluttede den anden ejer, Ole Løhde.

Der er fortsat planer for bevægelsen. Kulturmonitor skriver, at de arbejder på en musikvideo til deres ”Pas på Aarhus”-sang.

LUKNINGSTRUET SPILLESTED: ”Det er kommet som et kæmpe chok”


ANNONCE