Sangtalentet hos en ung fisker ændrer alt
Netflix har netop annonceret filmen A Beautiful Life, hvor Christopher spiller hovedrollen som den unge fisker Elliott, der har en helt særlig stemme. Til en fest møder han manageren Suzanne, der giver ham en ekstraordinær mulighed.
”Suzanne sætter snart Elliott sammen med sin fremmedgjorte datter og musikproducer, Lily. På vej til at blive en stjerne truer fortidens kampe ikke kun hans store gennembrud, men også den spirende kærlighed til Lily,” står der i en pressemeddelelse.
Christopher har før brudt grænsen mellem sang og skuespil, senest med filmen Toscana med Anders Matthesen i hovedrollen. Og rollen som kokken Svend må have gjort et indtryk på instruktøren Mehdi Avaz, for han har tilbudt ham endnu en rolle.
LÆS OGSÅ: Christopher: Jeg prøver at få helt ro på
”Mehdi kom til mig med den her mulighed, og det har været en helt sindssyg rejse. At få lov til at være en del af processen fra start til slut har gjort det til et af de sjoveste kreative projekter, jeg nogensinde har været en del af,” fortæller Christopher i pressemeddelelsen og fortsætter:
”Det har været noget af det mest krævende og grænseoverskridende at spille skuespil for første gang, men samtidig en fantastisk og uforglemmelig oplevelse.”
Til rollen har han groet det skæg, han turnerede med over sommeren, hvor han blandt andet fik publikum til at råbe ”Elliot, Elliot, Elliot” inden han indtog Smukfests bøgescener, skrev B.T.
A Beautiful Life lyder lidt som en række andre kendte film, blandt andet A Star is Born eller den danske Remix. Dog med en anden hovedrolle i form af den hittende sanger Christopher, der har skrevet originale sange til filmen, som får premiere i 2023.
Ny serie på Netflix fortæller historien om Spotify i bedste "The Social Network"-stil