Nyhed

Det lyttede vi til i 2022 på Spotify

Danskerne er glade for at streame rap og true crime-podcast fra streamingtjenesten

Streamingtjenesten Spotify har lige afholdt deres Wrapped-kampagne hvor de løfter sløret for, hvad deres brugere lytter til, både når det kommer til sange, album og podcast – såvel globalt som lokalt.

Alle, der er oprettet som brugere hos Spotify, har samtidig fået adgang til deres egen liste over, hvilken musik de har lyttet til i 2022. I en pressemeddelelse fortæller Johan Seidefors, der er Nordic Head of Content hos Spotify:

”Dette års Wrapped viser, at danske artister fortsætter med at vinde indpas blandt danskerne, og især dansk rap er populært. Men der er vist ingen tvivl om, at Danmark har fået en ny popkonge, Tobias Rahim, som i høj grad har været med til at definere musikåret for 2022,” siger Johan Seidefors.

Samtidig er det interessant at se, hvordan historiefortælling og genfortællinger af kriminalsager bliver mere og mere populært i Danmark – hele fire true crime-podcasts har sneget sig ind på top-10-listen, hvilket er dobbelt så mange som sidste år.

Rap populært i 2022


  • Dansk rap fortsætter med at være populært. Gilli ridder nemlig på en bølge af succes og indtager endnu engang førstepladsen som den mest streamede artist på Spotify i 2022. Han er stærkt efterfulgt af Tobias Rahim. På tredjepladsen har vi en lille afstikker til vores venner på den anden side af Nordsøen med Ed Sheeran, mens vi på fjerde- og femtepladsen vender retur til den danske rapscene med henholdsvis KESI og Artigeardit.

  • 2022 har været Tobias Rahims år. Ørehængeren STOR MAND feat. Andreas Odbjerg har indtaget førstepladsen som den mest streamede sang i 2022 og er efterfulgt af "Mucki Bar". På en tredjeplads har vi Gillis nummer "Kender ik’ i morgen", og på en fjerdeplads har vi igen Tobias Rahim med nummeret "Feberdrømme Xx Dubai". Andreas Odbjerg indtager femtepladsen med nummeret hjem fra fabrikken.

  • På albumfronten er det igen Gilli, der indtager førstepladsen med sit album Carnival, efterfulgt af Ed Sheerans album =, som for andet år i træk ligger på andenpladsen. På tredjepladsen har vi The Minds of 99’s album Infinity Action, på fjerdepladsen andreas odbjergs album hjem fra fabrikken og på femtepladsen ligger Harry Styles med sit album Harry’s House.

Danskerne elsker krimi

Danskernes hang til gys og gru forbliver uændret fra sidste år. Igen i år indtager Camilla og Kristine førstepladsen med deres true crime-podcast Mørkeland som den mest streamede podcast på Spotify, stærkt efterfulgt af Bandeland.

Herfra kommer DR’s nyhedspodcast Genstart, efterfulgt af klassikeren Sara & Monopolet – podcast og Anders Matthesens debutpodcast Den Hvide Væg.

Du kan læse alle toplisterne fra Spotify Wrapped her.


LÆS OGSÅ: Apple kan ikke få produceret iPhones nok

ANNONCE