Nyhed

Et af GAFFAs bedste album i 2017: Nu kommer opfølgeren

Fredag kommer det længe ventede album fra SZA - fem år efter fem stjerner

Hvordan annoncerer man sit første album i fem år? SZA valgte at gøre det under et af de største amerikanske tv-programmer, nemlig Saturday Night Live.

Her optrådte hun både med det nye nummer ”Blind,” men også med singlen ”Shirt,” der sluttede af med en lysende udgivelsesdato og albumnavnet S.O.S bag hende.

Det nye album kommer allerede på fredag og er opfølgeren til CTRL, der kom ud for fem år siden og sikrede hende intet mindre end fem Grammy-nomineringer. Fem virker til at være det magiske nummer, for GAFFA kvitterede det også med fem ud af seks stjerner og kårede det til ét af de 20 bedste album i 2017.

”Oven på sine tre ep’er er SZA nu langt om længe klar med sit egentlige debutalbum, der langt hed ad vejen lyder som 2017’s stærke kandidat til at udfylde den plads, mesterlige udspil som Frank Oceans Blond og Solanges A Seat At The Table indtog på undertegnedes liste over favorit-r&b-udspil fra sidste år,” skrev Michael Jose Gonzalez.

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN: Her er årets bedste udenlandske sange

Der er ingen tvivl om, at fans glæder sig til den 9. december. I forbindelse med annonceringen trender både ”S.O.S” og ”New SZA” på Twitter. Og på Instagram-opslaget med coveret til albummet kommenterer både Instagram selv, Benny Blanco, Kylie Jenner og mange flere med det blå flueben ud fra deres navn.

 

Om albummet kan tilføje flere Grammy-nomineringer end de 15, hun i forvejen har, må kun tiden vise. I år vandt hun for samarbejdet med Doja Cat, og hun er også nomineret til prisceremonien næste år for sangen ”Beautiful” på DJ Khaleds seneste udspil.

Her er årets Grammy-nomineringer: Beyoncé tangerer rekord
ANNONCE