Nyhed

Little Simz annoncerer nyt album

Little Simz' seneste album har fået rosende ord. Nu kommer det næste

”Følelser er energi i bevægelse / respekter din sandhed og dine følelser / udryd frygt / grænser er vigtige."

Sætningerne kommer rullende ind i Little Simz seneste og eneste opslag på Instagram for til sidst at nævne titlen på hendes femte album, No Thank You.

LÆS OGSÅ: Little Simz vinder prestigefyldt musikpris


Albummet er opfølgeren på Sometimes I Might Be Introvert, der skaffede hende den prestigefyldte Mercury Prize i oktober måned. Da det kom ud, fik det rosende ord fra GAFFAs anmelder, der gav det fem ud af seks stjerner.

”Den hudløse ærlighed kombineret med Simz' selvsikre velvidenhed om, at hun har styr på sit shit, dertil variationen i flows og instrumentaler, fænomenale tekster og de lejlighedsvise interlude-numre, der alle taler ind i udgivelsens overordnede tematik ‒ nemlig hendes introverthed ‒ gør Sometimes I Might Be Introvert til et ganske gennemført og fremragende album," skrev Signe Ulvedal.

Den 14. december kommer rapperen forbi Amager Bio til en udsolgt koncert, hvor man vil kunne opleve sangene fra det seneste album live.


REDAKTIONEN: Her er årets 20 bedste internationale album

ANNONCE