Fotografen Petra Kleis har i fem år været med til at pryde GAFFAs magasiner
”Jeg har arbejdet som en vanvittig, taget alle de opgaver jeg overhovedet kunne, scannet til solen stod op og bare i det hele taget fucking knoklet for at nå hen til det sted, jeg er i dag.”
Sådan skriver fotografen Petra Kleis i et opslag på sin Instagram-profil, hvor hun offentliggør, at hun har udgivet en bog, der bærer titlen Portraits.
Vejen til udgivelsen af værket har tydeligvis været lang med en række bump på vejen, men den har alligevel vist sig at bære frugt for den garvede fotograf, som blev færdigudlært i 2011.
I skrivende stund skyder hun billeder for store, danske magasiner som Euroman, Eurowoman, Børsen, og – hvis man altså må være så fræk – GAFFA.
Kleis’ nye bog indeholder et udvalg af de portrætter, som hun har skudt igennem de sidste 10 år. Opslaget på Instagram byder på en lille forsmag på, hvilke portrætter der har sneget sig ind i bogen, og her finder man blandt andre kunstnere som Iris Gold, Scarlet Pleasure og Andreas Odbjerg.
LÆS OGSÅ: INTERVIEW MED ALBUM- OG SPOT-AKTUELLE IRIS GOLD: Den lange rejse op til Planet Cool
I et tidligere interview med GAFFA har Petra Kleis udtalt, at hendes stil er enkel, nærværende og dynamisk, og at hun ikke længere tænker over komposition:
- Jeg tænker ikke så meget over komposition mere. Det er mere en mavefornemmelse af, om noget fungerer, eller om det ikke gør, lød det fra Kleis, som fortsatte:
- Alt kan i princippet gå. Fuck regler - det handler mere om fornemmelsen.
Bogen koster 599 kroner og findes i et begrænset antal lige her.
LÆS OGSÅ: FOTOUDSTILLING: Solsikkesårbarhed hos Monti