Nyhed

Aarhus Kommune ude med sparekniven: Lokalt spillested er lukningstruet

Et nyt forslag kan koste dyrt for aarhusianske HeadQuarters

I 12 år har spillestedet HeadQuarters stået i spidsen for at levere en bred række kulturelle arrangementer til den aarhusianske befolkning, og flere af byens bands har sågar afholdt deres første koncerter på stedet.

Hver uge byder HeadQuarters blandt andet på et væld af koncerter med et musikalsk afsæt i forskellige genrer, men det lader til, at det desværre snart ikke længere kan lade sig gøre.

Kulturforvaltningen i Aarhus har nemlig netop fremsat et forslag, der kan have store konsekvenser for det lokale musikliv, hvis det føres ud i livet.

Tilbage i september varslede Aarhus Kommune store besparelser i det kommunale budget, og efter flere forhandlinger har det vist sig, at kulturforvaltningen skal spare mere end 14 millioner kroner.

LÆS OGSÅ: GAFFA TV på tomt HeadQuarters: ”Det er fuld kapacitet eller ingen”

Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune har derfor udarbejdet et sparekatalog, som blev offentliggjort så sent som i går, der fungerer som en oversigt over de steder i det lokale kulturområde, hvor der kan spares. Det oplyser Kulturmonitor.

Et af forslagene lyder går ud på at rive den bygning ned, som både HeadQuarters og danseteatret Bora Bora har base i, for at ”skabe plads og økonomi” til et børnekulturelt produktionscenter, som det står i sparekataloget.

I et opslag på Facebook skriver spillestedets ejere, Amira Gluhic og Ole Løhde, blandt andet, at nedlukningen vil ”sætte punktum for en æra, hvor det musikalske vækstlag har kunnet føle sig set og hørt på en intim live-scene.”

Sparekataloget er sendt i høring indtil den 24. november, hvorefter politikerne tager stilling til forslagene. Det er indtil da muligt at bruge sin stemme og sætte ord på, hvorfor HeadQuarters bør bestå.

Det kan du gøre ved at skrive et høringssvar lige her.

LÆS OGSÅ: MÅNEDENS SPILLESTED: HeadQuarters – hvem taler vores sag?
ANNONCE