Nyhed

FRITSTILLET: Mangeårig spillestedschef stopper med øjeblikkelig virkning

Tobakkens økonomiske situation er blot én af årsagerne bag afskedigelsen

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at året 2022 har været turbulent for det velkendte spillested Tobakken i Esbjerg. Ligesom en række andre spillesteder har en ufrivillig coronapause og ligeledes en inflation sat spillestedet i en økonomisk kriseposition

Tobakken er i millionunderskud, hvilket blot er én af de faktorer, som har gjort, at en enstemmig bestyrelse nu har valgt at fritstille spillestedschefen gennem 21 år, Jan Mols, med øjeblikkelig virkning. Sådan står det i lokalavisen JydskeVestkysten Esbjerg.

LÆS OGSÅ: Inflationen rammer kulturlivet: ”Det er en tung tid”


I samarbejde med Esbjerg Kommune har kulturekspert Ronnie Hansen udarbejdet en rapport, som har undersøgt Tobakkens økonomiske situation og udfordringer. Her pegede han blandt andet på, at én af løsningerne til at komme nærmere en bedre situation var at gå nye veje under ledelse af en ny chef.

I et interview med JydskeVestjysten Esbjerg har bestyrelsesforperson for Tobakken, Kristian Svarrer, sat ord på afskedigelsen af Jan Mols:

”Nu skal vi i gang med at skabe et økonomisk bæredygtigt Tobakken, og vi har behov for et nyt take eller nye øjne på udfordringen, der jo ikke lige overstås i løbet af et par måneder,” fortæller Svarrer og fortsætter:


”Jan Mols er 62 år og har gjort det flot for Tobakken, men med den alder er det svært at være del af en langsigtet plan. Vi vil gerne have en mere ungdommelig profil på stedet i forhold til arrangementer, samtidig med at vi stadigvæk er hele byens kultursted.”

I skrivende stund har økonomichef for Tobakken, Carina Thiim, trådt til som konstitueret leder, indtil bestyrelsen finder en ny leder for spillestedet. I en pressemeddelelse fremgår det, at stillingen forventes besat i foråret 2023.

Derudover skriver Tobakken, at spillestedets drift fortsætter, og at alle koncerter afvikles som planlagt. Jan Mols har endnu ikke selv udtalt sig om situationen.


LÆS OGSÅ: MÅNEDENS SPILLESTED: Tobakken – i Esbjerg lugter der af musik

ANNONCE