Nyhed

Inflationen rammer kulturlivet: ”Det er en tung tid”

Over halvdelen af de unge skærer i kulturen med sparekniven

Fødevarer, el og benzin har alle det tilfælles, at de er blevet dyrere. Og det kan komme til at koste dyrt for kulturlivet. Dansk Industri har netop udgivet en rapport, hvor man kan se, at danskerne kommer til at skære ned på budgettet til kulturoplevelser. 1014 har deltaget i undersøgelsen og svaret på spørgsmålene fra den 9. til den 15. september.

”Det er en tung tid, det er der ingen tvivl om, her på kanten af corona, hvor vi lige var ved at rejse os igen. Så kommer der en ny krise, og den her rammer dobbelt så hårdt. En ting er, at gæsterne bliver væk, noget andet er, at de stadig bakser med en masse omkostninger samtidig – det er en hård cocktail,” har Maria Krüger Torp, turismedirektør i Dansk Industri, fortalt TV2 Nyhederne.

Hele 42 procent af danskerne har ændret kulturvaner til det billigere. Det er især et mønster, der tegner sig hos de unge mellem 18 og 29 år, hvor 54 procent har skåret ned på besøg på museer, forlystelsesparker og til koncerter. Enkelte har aflyst dem helt, mens de fleste har fundet billigere alternativer.

Det rammer et kulturliv, der i forvejen har været ramt af nedlukninger under pandemien, og som selv håndterer de dyre priser som følge af inflationen. Derfor opfordrer Maria Krüger Torp alle til at bruge efterårsferien på oplevelser. Og hun mener særligt, at det er vigtigt for de unge, som kæmper med deres mentale sundhed.

LÆS OGSÅ: INTERVIEW: Spillestedernes aktuelle situation midt i energikrisen

ANNONCE