Nyhed

HVIL I FRED: Politiet beder om hjælp til at identificere Migos-medlems morder

Den 28-årige rapper Takeoff blev for få dage siden skudt

For blot to dage siden stod tiden stille, da nyheden om rapperen med kunstneraliasset Takeoffs tragiske død blev annonceret. Under et terningespil med sin medkollega Quavo til en privatfest i en bowlinghal i Houston blev Migos-medlemmet ramt af fatale skud, efter nogen havde åbnet ild i forbindelse med et skænderi.

Takeoff, som bar det borgerlige navn Kirshnik Khari Ball, blev blot 28 år.

Den skyldige bag drabet er endnu ikke fundet, men for nyligt har politiet i Houston appelleret om hjælp til de omkring 40 personer, der var til stede, da episoden fandt sted:


”Jeg kalder på jer til at handle, til at træde til. Der var mindst 40 mennesker til arrangementet, og folk forlod stedet muligvis på grund af frygt,” fortæller Houstons politichef Troy Finner til pressen og fortsætter:

”Jeg beder jer om én ting, og jeg vil gerne have at det giver genlyd hos jer alle. Hvad nu hvis det var jeres bror, hvad nu hvis det var jeres søn. Så ville I have alle til at træde til. Så vær venlige at træde til.” Sådan står det i NME.

Politiet har endnu ikke fundet nogle spor, der kan pege dem i retning af gerningsmanden, og derfor opfordrer de vidner til at dele eventuelle videoer eller billeder fra episoden:


”Vi har brug for, at I alle deler dem til os, så vi kan opklare sagen. Vi leder efter alt, der kan hjælpe os på nuværende tidspunkt.”

LÆS OGSÅ: Tripletter triumferer på pionerers nye album

Migos’ pladeselskab Quality Control Music har delt et rørende opslag på deres Instagram-profil, hvor de blandt andet skriver:


”Meningsløs vold og en vildfaren kugle har taget et andet liv fra denne verden, og vi er knuste. Vær venlige at respektere hans (Takeoff, red.) familie og venner, mens vi alle fortsætter med at bearbejde dette enorme tab.”


En række kunstnere som Drake, Tyler The Creator, Rae Sremmurd og Chance The Rapper har også tyet til deres sociale medier for at vise deres respekt til den afdøde rapper.


LÆS OGSÅ: En varm aften med hiphop-trioen

ANNONCE