Nyhed

SE: Backstreet Boys hyldede afdøde Aaron Carter i London

Den tidligere barnestjerne blev kun 34 år

I skrivende stund er de fem garvede medlemmer fra Backstreet Boys i gang med en verdensomspændende turné, hvor de i lørdags blev mødt af en tragisk nyhed. Nick Carters lillebror - Aaron Carter - var blevet fundet død i et badekar i sit eget hjem.

Aaron Carter har altid været åben om sine problemer med stofmisbrug og psykiske lidelser, hvilket desværre også har været nogle af grundene til, at forholdet til Nick Carter i længere tid har været anspændt.

Der forhindrede dog ikke Nick Carter og hans kammerater fra Backstreet Boys  til at hylde den afdøde lillebror ved boybandets koncert i O2 Arena i London kort efter den tragiske melding.


LÆS OGSÅ: Brødrefejde i Backstreet-land: Nick Carter får politi-tilhold mod Aaron

Før de spillede sangen ”No Place”, som handler om familie, brugte Kevin Richardson tiden på at sætte ord på Aaron Carters død:

”I aften er vi tunge om hjerterne, fordi vi mistede et af vores familiemedlemmer i går aftes,” fortalte Richardson og fortsatte:


”Nicks lillebror, Aaron Carter, gik bort i går, og han er en del af vores familie. Vi takker jer, folkens, for alt den kærlighed, alle jeres tanker og alt jeres støtte.”

Undervejs i Kevin Richardsons tale ser man en meget bevæget Nick Carter tørre tårer væk fra sit ansigt, inden hans bandmedlemmer kommer for at trøste ham.

Nick Carter har selv tyet til sin Instagram-profil for at hylde og mindes sin afdøde lillebror i et rørende opslag, hvor han blandt andet skriver:

”Mit hjerte er knust. Selvom min bror og jeg havde et kompliceret forhold, er min kærlighed til ham aldrig fortaget,” skriver Carter og fortsætter:


”Nogle gange ønsker vi at give nogen eller noget skylden for et tab, men sandheden er, at afhængighed og psykisk sygdom er den rigtige skurk her.”


Aaron Carter var især kendt for hittene ”I Want Candy”, ”Bounce” og ”That’s How I Beat Shaq”, der alle stammer fra hans andet album, Aaron’s Party (Come and Get It), fra 2000.

Dengang var Carter kun 12-13 år. Han udgav siden yderligere tre album, senest Løvë fra 2018.

LÆS OGSÅ: TEMA: Mental mistrivsel i musikbranchen – tiden er endelig moden til at tage snakken


ANNONCE