Nyhed

3 dage i streg: Kings of Convenience annoncerer danske koncerter

De første to dage vil duoen spille A-sides og den sidste dag B-sides fra deres bagkatalog

Efter 12 års udgivelsespause udgav den norske folkpop-duo King of Convenience albummet Peace or Love i 2021, og nu har duoen netop annonceret, at de gæster Danmark til foråret, lyder det i en pressemeddelelse.

Den 14.-16. april 2023 vil de indtage scenen i Store Vega, hvor de første to dage vil byde på A-side-materiale fra hele deres bagkatalog, hvorimod den sidste dag vil være en eftermiddagskoncert bestående af B-sider.


Kings of Convenience er en duo fra Bergen, bestående af Erlend Øye og Eirik Glambek Bøe.

De udgav deres debutalbum Quiet Is the New Loud i 2001 og har sidenhen udgivet yderligere fire album; Versus fra samme år, Riot on an Empty Street fra 2004, Decleration of Dependence fra 2009 og nu senest, efter 12 års pause, albummet Peace or Love.

Flere medier har igennem tiden hyldet duoen, der også er blevet sammenlignet med Simon & Garfunkel, og der er altså derfor god grund til at glæde sig til at opleve duoens folkpop-univers, når de indtager Store Vega i starten af næste år.


Senest har Kings of Convenience spillet på dette års Roskilde Festival, og ellers gæstede de også Danmark i 2016 på både Train og Lille Vega i forbindelse med deres Unrecorded Record Tour.  

LÆS OGSÅ: De norske mestre i folkpop er tilbage med klar besked

ANNONCE