Nyhed

Tv-skærmen skrumper ind til en tomme

Dit tv behøver ikke fylde hele væggen. TinyTV 2 er en lille videoafspiller, der stort set ikke fylder noget i lommen på dig

Tv’et vokser i disse år mere og mere, men folkene hos TinyCircuits vil noget andet – de har specialiseret sig i at gøre vores gadgets så små som muligt, og nu har de så lanceret deres TinyTV 2 og TinyTV Mini på crowdstarter-platformen Kickstarter, og prisen bliver kun omkring 400 kroner for de to små gadgets.

TinyTV 2 er et lille tv på kun en tomme med en IPS-skærm og en opløsning på 216 x 135, et lager på 8GB og en lille højttaler der vender mod fronten. Der er også en tænd/sluk-knap og kanalstyring samt en indbygget modtager til en infrarød-forbindelse, samt en usb-c-port til at uploade videoer og oplade tv’et med.

Men hvis det ikke er småt nok for dig, har de også lanceret deres TinyTV Mini, der har en OLED-skærm på kun 0,6 tommer, og en opløsning på 64 x 64.


Naturligvis er det ikke et tv i den traditionelle forstand, du kan ikke slutte det til din tv-forbindelse i huset, eller modtage Netflix eller andre streamingkanaler på det.

Men du kan uploade videoer til begge de to miniature tv’er, og via kanalvælgeren på forsiden kan du så flippe mellem forskellige videoer, præcist som på et gammelt tv-apparat.

Du skal dog ikke drømme om at kunne få det i tide til julen i år; lige nu forventer TinyCircuits, at de kan sende de to små gadgets på gaden til marts næste år.


LÆS OGSÅ: Efter 30 år går Microsoft Office endelig på pension

ANNONCE