Nyhed

Ellie Goulding annoncerer nyt album: ”Det føles nærmest kunstigt, og det kan potentielt styrte sammen”

Albummet udkommer den 3. februar 2023

Sidst stjernen udgav et album var i 2020 med Brightest Blue, og hun følger altså nu op på det med annonceringen af sit kommende femte studiealbum Higher Than Heaven, der ser dagens lys i starten af næste år. Det skriver NME, og hun har desuden også offentliggjort det på sin Twitter profil.


Tidligere i år udgav Ellie Goulding singlerne ”Easy Lover” og ”All By Myself”, hvor sidstnævnte er et samarbejde med Alok og Sigala. Og nu følger endnu en single som en forsmag på den kommende albumudgivelse, nemlig sangerens nye single ”Let It Die”, som du kan høre nedenfor.

Processen med at lave det kommende album begyndte post-corona, hvorfor sangeren bevidst valgte at arbejde sig væk fra de ellers oplagte mørke temaer og udfordringer, som tiden kunne have forårsaget på forskellig vis. I stedet faldt albummets tema på kærlighed – et felt Goulding allerede har excelleret inden for på hits som ”Love Me Like You Do” og ”Outside”.


”Der var helt klart et mørke over de seneste to år, som var håndgribelig i studiet, fordi alle havde gået igennem det forskelligt. Og af den grund ønskede ingen at sidde og pine sig selv over et forhold eller noget drama. Så det var derfor, at det her album blev lavet”, fortæller Goulding om albummet – her citeret fra NME.

Highter Than Heaven handler om at være forelsket helt vildt passioneret. Men det er en form for hyper kærlighed, næsten som en narko-induceret følelse. Det føles nærmest kunstigt, og det kan potentielt styrte sammen”.

I januar delte sangeren sine oplevelser med at føle en altoverskyggende angst – noget hun var mærket af dag og nat. Det var ikke noget, hun havde oplevet før, hvilket fik hende til at dykke ned i sit arbejde med musikken, der blev som en euforisk flugt for hende.  


Ellie Gouldings nye album Higher Than Heaven står til at blive udgivet den 3. februar 2023, og du kan forudbestille det HER.

LÆS OGSÅ: Halvhjertet trap-tristesse

ANNONCE