Nyhed

Grammy Awards 2023-voteringen er i gang: Flere stjerner er allerede pissed

Flere stjerner er utilfredse med dette års Grammy Awards. Men kritikken af prisuddelingen er ikke noget nyt – og vi forklarer her nogle af grundene til hvorfor

Der har i mange år været en del kontroverser med den ellers prestigefyldte prisuddeling Grammy Awards, og nu er der altså kommet endnu mere i bagagen.

Nicki Minaj, der i 2020 kritiserede Grammy-uddelingen for ikke at give hende en Grammy i kategorien Best New Artist (der dengang gik til Bon Iver), har igen en kritik rettet mod prisuddelingen.

Hun har nemlig indsendt sin seneste single ”Super Freaky Girl” til rap-kategorien, hvorefter komitéen har valgt at placere sangen i kategorien Best Pop Solo Performance, skriver NME.


Det er Minaj frustreret og utilfreds over, da hun i en instagram livevideo for nyligt fortalte, at hun jo udelukkende rapper på sangen. Hun mener derfor ikke, at kategoriseringen er fair.

I sin frustration nævner Minaj en lignende situation – nemlig dengang Drake vandt en Grammy for "Hotline Bling", der imod Drakes vilje blev placeret i rap-kategorien. Dengang var Drake, ligesom Minaj, også frustreret over akademiets valg af kategori, da han selv mente, at sangen tilhørte pop-kategorien.

”Jeg er en sort artist, jeg er åbenbart en rapper, selvom ’Hotline Bling’ ikke er en rapsang”, fortalte Drake dengang – her citeret fra NME.


Drake og The Weeknd har begge boykottet Grammys 

Derudover vil både Drake og The Weeknd ikke være blandt de nominerede til den kommende Grammy-uddeling, skriver Pitchfork. De har begge valgt ikke at indsende deres musik til udvalget, der gennem stemmer både skal udvælge de nominerede og i sidste ende vinderne. Men det er heller ikke noget nyt.

Efter sidste års prisuddeling valgte The Weeknd nemlig at ekskludere sin musik fra de kommende Grammy-uddelinger. Det skete på baggrund af, at han ikke blev nomineret til det daværende show, selvom hans album After Hours var et af de mest solgte og streamede album sidste år, hvor nummeret ”Blinding Lights” opnåede enorm succes.


Også Drake har før valgt at boykotte prisuddelingen efter nogle uheldige gnidninger. I 2019 blev hans takketale pludselig afbrudt med reklamer og en slukket mikrofon, da han brugte talen på at forsikre, at man ikke behøver at blive tildelt en pris for at være en vinder. Og tilbage i 2017 ønskede han ikke at modtage sin pris for Årets Rapsang ”Hotline Bling”, da han ikke var enig i dens kategorisering som en rapsang, som vi har nævnt ovenfor. 

Af ukendte årsager valgte Drake i 2021 også at trække sine nomineringer tilbage fra dette års uddeling.

Endnu flere stjerner stemmer i 


Ligeledes har Bruno Mars og Anderson .Paak valgt at tilbageholde deres Silk Sonic album An Evening With Silk Sonic fra at blive nomineret til den kommende prisuddeling.

De to individuelle kunstnere, men også samarbejdspartnere, er dog taknemmelige for prisuddelingen og vil stadigvæk deltage i det kommende show. Men mediet Variety har en formodning om, at Silk Sonics fravalg af nominering har baggrund i en mulig nervøsitet for at det vil give bagslag, hvis de ikke trækker sig.

Tilbage i 2018 modtog Mars nemlig seks Grammyer og slog både Jay-Z og Kendrick Lamar i årets Grammy-uddeling, hvilket medførte en del kritik – og også kritik af prisuddelingen. Og med både Kendrick Lamar, Beyoncé og Adele forrest i dette års nomineringsfelt kunne man forestille sig, at Silk Sonic forsøger at undgå en lignende situation som den, der fandt sted i 2018.


Grammys udvælgelsesproces har skabt stor kritik 

The Grammys er en prisuddeling, der siden 1959 hvert år har æret kunstnere for deres enestående præstationer i musikbranchen.

De forskellige Grammypriser bliver kåret af Recording Academy, som består af 11.000 medlemmer, der bærer titler som musikere, producere og teknikere. Men siden 1995 har der, indtil for nyligt, også været en hemmelig komité, der står for udvælgelsen af de nominerede i kategorierne Album of the Year, Song of the Year, Record of the Year og Best New Artist. Initiativet til den hemmelige komité har eftersigende været med henblik på at skabe mere progressivitet og diversitet hos de nominerede – noget prisuddelingen efterfølgende er blevet kritiseret for netop ikke at skabe.


Derfor har prisuddelingen efterfølgende ændret procedure, og det er nu de 11.000 medlemmer af Recording Academy, der må aflægge stemmer, når der skal udvælges kunstnere til nomineringer, og til sidst vindere, i de forskellige kategorier.  

Listen over skandaler er lang 

Foruden de allerede nævnte kontroverser er der mange andre, der kan, og også bør nævnes.

Flere sorte artisters banebrydende værker er i løbet af prisuddelingens historie blevet forbigået, såsom Frank Oceans Channel Orange, Beyoncés Lemonade og Kendrick Lamars Good Kid, M.a.a.d City, der alle tabte til værker af hvide artister. Heriblandt gav både Macklemore og Adele udtryk for, at henholdsvis Lamar og Beyoncé burde have vundet i stedet for dem selv.


Tilbage i 2018 blev prisuddelingen også en del af ligestillingsdebatten, da hashtagget #Grammysomale trendede på Twitter, da året tydeligt kunne mærke den ulige kønsfordeling i de nominerede og vinderne. Kun 11 ud af de 84 priser gik nemlig til kvinder.

Det medførte efterfølgende en kommentar fra formanden for Grammy-akademiet, Neil Portnow, der fortalte at løsningen jo blot var, at kvinder skulle tage sig sammen. En cool bonusdetalje hertil er, at Dua Lipa i sin 2019-takketale for prisen Bedste Nye Artist indirekte svarede på Portnows kommentar ved at proklamere, at kvinderne dette år virkelig havde power.

Noget der efterfølgende kunne virke som et fremskridt var, at Portnow blev fyret i 2019, og akademiet fik dermed deres første kvindelige chef, Deborah Dugan. Det blev dog en kort affære. Hun blev nemlig fyret året efter. Hun anklagede efterfølgende akademiet for at være korrupt - og i samme omgang anklagede hun akademiets advokat for sexchikane samt Portnow for voldtægt af en (ukendt) musiker.


Der har været mange eksempler på problemer og kritikpunkter, der relaterer sig til prisuddelingen – og disse synes altså kun at fortsætte.

For at afslutte denne artikel, er det relevant at nævne følgende Instagram citat fra Drake, der opsummerer musikerens syn på, hvad han nu efterhånden mener er en prisuddeling, der har mistet sin integritet og oprindelige betydning:

”Jeg tror, vi skal stoppe med at tillade os selv at blive chokerede hvert år over den manglende forbindelse mellem vigtig musik og de her priser og bare acceptere, at hvad der engang var den højeste form for anerkendelse, måske ikke betyder noget længere for de artister, der eksisterer nu, og dem, der kommer efter”.


LÆS OGSÅ: Grammy-bommert: Hyldest til årets afdøde manglede flere store navne – og stavede andre forkert

ANNONCE