Nyhed

Green Day genudgiver album-klassiker

Udspillet kan i dag fejre sit 25-års jubilæum

Det lader til, at denne uge står i nostalgiens tegn for en lang række rock- og punkfans. For blot et par dage siden delte gruppen Blink-182 nyheden om, at de tager på en genforeningsturné, og i dag er der endnu flere gode nyheder på tapetet - blot fra en anden amerikansk gruppe.

Den amerikanske punkrockgruppe Green Days femte studiealbum med titlen Nimrod kan nemlig i dag fejre sit 25-års jubilæum – en anledning, der for gruppens nuværende tre medlemmer er værd at fejre. Torsdag delte de nemlig et opslag på deres Instagram, hvor de skrev:

”Der kommer nogle specielle Nimrod-jubilæumsnyheder til jer på fredag. Vær der til tiden.”


I dag er nyheden ude, og det lader til, at alle Green Day-fans til januar bliver beriget med en genudgivelse af det klassiske album Nimrod. Genudgivelsen udkommer helt specifikt den 27. januar og kommer til at indeholde 14 demoer, som ikke før har set dagens lys. Derudover følger også 20 numre, som blev optaget, da Green Day optrådte i Philadelphia tilbage i 1997.


Allerede i dag har man dog mulighed for at høre den første demo fra genudgivelsen af Nimrod. Nummeret "You Irritate Me (Demo)" er nemlig blevet udgivet i dag, og du kan selv få lov til at høre det herunder. 

Det er blot fire måneder siden, Billie Joel Armstrong, Mike Dirnt og Tré Cool besøgte Forum i København. Her var GAFFAs anmelder også til stede, og ifølge ham var det en firestjernet oplevelse:


”Green Day er altid leveringsdygtige i underholdning med hjerte, sjæl og djævlehorn. Publikum har været legendariske. På denne tirsdag aften har Green Day gjort Forum til én samlet organisme af højdespringere og lead-vokalister.”

LÆS OGSÅ: Smittende, men ikke nødvendigvis på en ønskværdig måde

 


ANNONCE