Nyhed

SE: For lille scene til stor euforisk energi fra Tobias Rahim

I dag er videoen landet til Tobias Rahims nye sang

Nervøst sidder Rahim med flimrende øjne og lavmælt stemme, mens han sipper fra sin kop på bagsædet af minibussen.

”Er du okay eller hvad?”

”Jaja” lyder svaret som et sværd med to skarpe sider. Sidekammeraten fanger, at noget nager ham, og derfor rækker han en æske frem med en blå frø, som Rahim slikker på.


”Det er naturens kræfter. Det er dem, der er i dig nu. Du kommer til at shine i dag.”

Sådan er introsekvensen til den nye musikvideo til sangen ”Ozonlag a energi,” den seneste højdespringer i Danmarks top5. Instruktøren tager os i efterårets regn tilbage til en solfyldt, skyggefri Roskilde Festival, hvor Rahim optrådte for fuldt hus – faktisk mere, for publikum krængede sig derhen, hvor man ikke kunne se den ellers store mand.


I videoen ser man blandt andet klyngen inden koncerten, hvor både Andreas Odbjerg, Burhan G, Artigeardit og Niels Brandt er at spotte. Hvor sidstnævnte også var på scenen, da Rahim optrådte ”Ozonlag a energi” på Roskilde Festivals Arena-scene, hvor størstedelen af klippene er fra. Hvor Rahim både har fået naturens kræfter fra den blå frø og en kropshugget slange.

Sangen er en del af albummet, der fik seks ud af seks stjerner af GAFFA, og hvor nogle af verdens problemer bliver sunget ind. Blandt andet på ”Når mænd græder,” ”Kurder i København” og ”Bums for eliten.”

”Rahim viser hypermaskulinitet. Rahim viser hypermenneskelighed. Spoken words under ”Skæbnen elsker os” lyder: ”Bunden. Det er et springbræt.” De fem ord er et stearinlys af håb i nationen antændt med en flammekaster,” skriver Adam Bouttai i anmeldelsen.


I videoen starter Rahim også på noget, der ligner bunden. Men som et springbræt hopper han rundt på Arena med en lysende ild bag sig og opadfarende hænder fra publikum.

LÆS OGSÅ: Tobias Rahim melder ud efter angstanfald: "Jeg er ved at komme mig igen"

ANNONCE