Nyhed

SPOILER ALERT: Det kan du forvente til The Cures koncert i Royal Arena

The Cure kommer fredag forbi Royal Arena. Vores norske kollegaer har allerede haft fornøjelsen af dem i går, onsdag, og du kan derfor læse et udpluk af den norske anmeldelse her. Læs ikke med, hvis fredagens optræden skal være en overraskelse!

Kompromisløst og monumentalt maraton 

Punkens ungdommelige og kraftfulde flamme døde ud på tærsklen til 70'erne, men ud af asken kom den næste punkgeneration. De dyrkede asken og døden, tændte et par stearinlys og inviterede til en ihærdig, repeterende meditation over livets makabre aspekter med loop-lignende trommer og minimalistiske guitarer.

Selvom The Cure startede som naiv kollegierock, overtog de hurtigt tronen efter Joy Divisions tragiske brud. Derfra førte de an som goths galionsfigurer i fire årtier. I den korte periode fra 1979 til 1980 havde forsanger Robert Smith formået at gøre punken øm med "Boys Don't Cry" og derefter føre den i retning af endeløse vandringer på tågede kirkegårde, og senere stikke en kæp i os med utallige gysere fyldt med lykkepiller.

Den tidløse Robert Smith

Men det er selvfølgelig sværere end som så. Det har altid været sådan, at Robert Smiths statiske fremtoning har underspillet musikkens rækkevidde. Han virker statisk og evig med sit elektrisk pjuskede hår og den udtværede duft af make-up i ansigtet, som en slags uforanderlig karakter, der har pløjet sig gennem tiden, men det er ikke tilfældet.

På samme måde som Robert Smith selv er blevet misrepræsenteret som en slags følelsesmæssigt endimensionel tegneseriefigur i populærkulturen, har musikkens omdømme lidt under samme ry som depressiv og forudsigelig.

Men da The Cure besøger Oslo Spektrum torsdag aften, med deres maratonkoncert, viser Robert Smith og hans evige stemme et flerdimensionelt livsværk. Faktisk åbner de med den nye sang "Alone" fra deres kommende 14. album. Det er et langsomt voksende hypnotisk nummer, der fører ind i "Pictures of You" fra et af de bedste rockalbum nogensinde. Der kommer en række sange fra Disintegration denne aften, et album, der står tilbage som en slags monumental bygning, som kaster lys over The Cures karriere både før og efter 1989.

Det nye album? Tja

Koncerten byder på strålende præstationer af "A Night Like This", "Lovesong", "In Between Days", "A Forest", "Just Like Heaven" og den fantastiske perle "From The Edge Of The Deep Green Sea". Vi kommer også til at høre The Cure suse afsted med den helt nye "And Nothing Is Forever" med et par få akkorder på klaveret, lidt korfunktion på synthen og den klassiske glitsch-lyd The Cure altid tyr til.

Teksten? Det sædvanlige. The Cure synger om os som dødelige sjæle i konstant jagt på udødelighed, som forgængelige mennesker med en ubønhørlig drøm om evigheden i både kærlighed og liv. Opskriften er måske simpel, men borer sig et par centimeter ind i Oslo Spektrums publikum, på trods af at sangen ikke ligefrem giver fantastiske forhåbninger om, hvad vi har i vente til bandets 14. album.

Kompromisløst maraton

Nu kommer der en "number one banger", melder Robert Smith fra scenen, og bandet følger op med den obskure sang "Cold" fra det seriøst triste album Pornography. Det er beskrivende for koncerten. Det er kompromisløst og et hensynsløst gennemslag af en enorm karriere. For ja, det har været længe undervejs, og nogle gange tænker man på hobbyanmelder Erik Valebrokks berømte anmeldelse af bandet på nøjagtig samme scene i 2016.

De lød som "en kasse med kaniner", skrev han og kaldte dem en slags "goth musiks svar på Spinal Loss". Meget sjovt, men forkert. For som altid er der, og burde være, noget performativt og latterligt over det makabre af The Cure, som når "Fascination Street" spilles legende til sprudlende discofarver, og Robert Smith slipper to-tre uelegante dansebevægelser ud.

Dette kommer bedst ud i sange som "Lullaby" og den åbenlyse crowd-pleaser og (ironiske) glade sang "Friday I'm In Love".

Et outsider-band 

Poppen har altid været en uadskillelig del af The Cure. Det, der trods alt har givet bandet dets uundgåelige position i rockhistorien, er den måde, de problemfrit blander begavede pop-sensibiliteter ind i deres helt eget og umiskendelige udtryk. I Oslo Spektrum var The Cure kompromisløse, da de over 27 sange fremkaldte deres monumentale historie som outsiderens yndlingsband.

FEM STJERNER *****

 

 

ANNONCE