Nyhed

Danser med Drenge genopstår med ny forsanger efter kontrovers

Tre medlemmer har valgt at forlade bandet efter forårets (shit)storm

Tilbage i foråret gennemgik Danser med drenge noget af en (shit)storm, da bassist og sangskriver Klaus Kjellerup delte kontroversielle holdninger til krigen i Ukraine.

Den uheldige situation medførte, at de resterende bandmedlemmer tog kraftigt afstand fra Kjellerup og valgte at udskyde deres kommende turné. Dengang trak de restende medlemmer sig fra bandet, men efter tumulten er bandet nu genopstået – dog i en ny konstellation.

Tre af bandets medlemmer har nemlig valgt at forlade bandet, hvilket er forsanger Rie Rasmussen, Morten Bolvig og Kasper Langkjær. De to sidstnævnte har understreget, at det netop er på grund af Kjellerups udtalelser om krigen i Ukraine, skriver Ekstra Bladet.

Derfor har bandet nu fået en ny forsanger – Ida Ambrose, som de præsenterer på deres Facebookside:


”Det er med stor sorg, vi må sige farvel til vores skønne sangerinde Rie, som har valgt at søge nye græsgange efter 28 år i DmD. Til gengæld er det med stor glæde vi siger goddag til vores nye sangerinde Ida, som nu er i gang med at lære alle de gamle DmD-hits udenad”.


I samme opslag annoncerer de, at de arbejder på et kommende album, der vil blive udgivet i foråret 2023 – en forsmag hertil vil blive præsenteret i singlen ”Kom nu”, der udkommer 14. oktober.

Med albumannonceringen præsenterer de også bandets to andre nye medlemmer – trommeslager Jan Lysdahl og organist Dan Hemmer, og de meddeler også, at de vil spille koncerter og tage på turné i 2023.

LÆS OGSÅ: Danser Med Drenge udskyder turné efter internt Ukraine-drama

ANNONCE