Den tidligere Outlandish-sanger bringer som altid vigtige emner op
Vi lærte først Isam B at kende, da han i hiphop-trioen Outlandish plantede dybe spor i 00’ernes musikalske bevidsthed. Det blev til en lang karriere og en perlerække af hits, indtil gruppen i al fordragelighed brød i 2017 for at prøve kræfter af med soloprojekter. Og for Isam B, som bærer det borgerlige navn Isam Bachiri, må man sige, at det har båret frugt.
I 2007 udgav han sit debutsoloalbum Institution, hvor storhittet ”I Danmark Er Jeg Født” befinder sig. I 2020 optrådte han med sit nummer ”Bølger” i det danske melodi grand prix, og kort tid efter samme år blev hans sang ”Ramadan I København” optaget i den 19. udgave af højskolesangbogen – og i dag er der en ny tilføjelse til Isam B’s musikalske repertoire.
LINK til sang
Nummeret ”Fortæl, fortæl” er nemlig udkommet, og på ægte Isam B-manér bringer den både samfundsmæssige og personlige emner op:
””Fortæl Fortæl” drejer sig om den psykiske, samt fysiske rejse, man som menneske tager for at finde modet til at fortælle sin egen historie. At kende sine rødder og være stolte af dem. At kunne kigge hinanden i øjnene som mennesker og give erfaringer og fortællinger videre til de næste generationer, som måske ikke altid kender hele historiens mange facetter”, fortæller sangeren i en pressemeddelelse og fortsætter:
”En linje i sangen lyder således: ”Fortiden må ikke glemmes – den bor i os alle”. Vi har alle en historie, som vi bør være bedre til at dele og give videre til vores nærmeste, også selvom dette ikke altid er lige nemt”.
Sidst GAFFA anmeldte en Isam B-koncert var i 2018, hvor sangerens optræden modtog fire stjerner:
”Isam B vil i så høj grad gerne være en åndelig ledestjerne og sol for verdens befolkning, og hans evige stirren op mod scenelyset vidner om en mand, der bestandigt forsøger at hidkalde de højere magter ned i musikken”.
LÆS OGSÅ: Ny bog om Isam B udkommer fredag