Ny funktion i det gratis kort gør det muligt at spare de dyre dråber, når du kører bil
Tidligere på året blev den gratis korttjeneste, Google Maps, opgraderet til at vise den mest økonomiske route fra punkt A til B. Bare ikke i Danmark altså. Men nu er den funktion også kommet til danske bilister og funktionen har fået navnet "Brændstofbesparende ruter".
Funktionen slår automatisk til, og hvis Google Maps finder et grønnere alternativ til den hurtigste rute, vises den som en valgmulighed.
Google skriver i pressemeddelelsen, at det er muligt at reducere benzinforbruget med cirka 25 procent ved at følge en omvej, der er fire minutter længere. Tilsvarende skulle det være muligt at reducere sit energiforbrug i en elbil med 10 procent på en tur fra København til Gilleje ved at lægge et minut til køretiden.
Den funktion kunne være noget, der passer rigtig godt til danskerne. En undersøgelse fra Voxmeter viser, at 64 procent af danskerne er villige til at forlænge køreturen, hvis det reducerer brændstofforbruget.
Undersøgelsen viser også, ifølge Google, at ved en køretur på en time er 14 procent af danskerne klar til at køre mellem 1 og 5 minutter længere, 31 procent vil køre 6 til 10 minutter mere, mens 25 procent er klar til at bruge mellem 11 og 15 minutter mere på turen.
Funktionen er ved at blive rullet ud til danskerne i løbet af de kommende uger på både iOS og Android. Google skriver at de brændstofbesparende ruter bliver markeret med et lille grønt og hvidt blad, og der medfølger endda et overslag på, hvor meget brændstof du kan spare ved at følge netop den rute.
LÆS OGSÅ: Masser af opgraderede kreative funktioner i ny smartphone