Nyhed

Afskum annoncerer koncerter - se ny video her

Afskum alias Prince Askar optræder i landets to største byer til oktober

Ordet afskum er sædvanligvis ikke just en hædersbetegnelse. Ikke desto mindre har Afskum - alias Prince Askar - været genstand for en hel del positiv opmærksomhed det seneste års tid.

Ikke mindst her hos GAFFA, hvor vi kvitterede med seks stjerner for hans koncert på sidste års Spot Festival og fem stjerner for hans netop udsendte debutalbum - og bookede ham til at optræde ved uddelingen af GAFFA-prisen for nogle uger siden.

Nu har Askar så annonceret to koncerter på henholdsvis Loppen i København og Volume Village i Aarhus den 13. og 14. oktober. Billetter er i salg her. Samtidig med annonceringen har Afskum sluppet en ny video til sangen "Kommer i bølger", som kan ses lige her.

"På sit debutalbum forsøger Afskum sig med vildt mange ting, og ud over nogle meget få undtagelser fungerer det så fucking godt," skrev GAFFAs anmelder om Afskums debutalbum og uddybede:


"Fra desperat techno-smadder over en melankolsk guitarsjæler til hiphop, synthpunk og hjerteskærende spoken word, så ser Askar ingen begrænsninger. Oven i det skriver han dybt tankevækkende tekster, der er lige så fantastiske som foruroligende. Man kan kun håbe, han har flere solskinsdage i vente."


Hvis man finder ventetiden til Afskums to efterårskoncerter ulideligt lang er der ingen grund til at fortvivle. Han optræder nemlig også på årets Heartland Festival allerede i starten af juni.

GUIDE: De bliver store i 2023 – danske navne

ANNONCE