Nyhed

Andreas Odbjerg og stærke kvinder i fokus til Carl Prisen 2023

Det er sangskrivere og holdene bag solisterne i rampelyset, som fejres på landets mest alternative prisuddeling, som løb af stablen på Refshaleøen

Foto: Lise Cabble og Pil

PRISMA, Kaleiido, Lucky Lo og veteranen Lise Cabble understregede i den grad den satsning på kvindelige kunstnere, som også blev understreget fra arrangørernes side ved den årlige uddeling af Carl Prisen. Dertil en veloplagt Andreas Odbjerg, som var et velkomment anarkistisk pust af gode vibrationer til en fest, som totalt adskiller sig fra alle andre.

Eftersom det er musikforlæggerne med støtte fra KODA, som står for prisuddeling og fest er Carl Pris ikke mindst festen for dem, der understøtter de artister, der normalt er i rampelyset på scenerne og i medierne. Ligesom arrangementet, som i år foregik i Copenhagen Contemporarys lokaler på Refshaleøen er en kærkommen mulighed for hele branchen til at mødes og interagere, som det hedder. Tilsyneladende voldsomt inspirerende, hvis man skal gå efter de løsslupne samtaler til den hyggelige efterfest.


Prisuddelingen blev med stor humor anført af DR-studieværterne Line Kirsten Nikolajsen og Annan Al-Adhami og startede passende med at sætte fokus på fremtiden med optræden af Årets talent, som var svenskfødte Lo Ersare, som under kunstnernavnet Lucky Lo opførte titelsangen fra sit album Supercarry – og modtog en check på 30.000 kroner.

I salen bemærkede man i øvrigt specielt bordet, hvor en Drew Sycamore med skrigende pink hår, som ville få Barbara Cartland til at sukke af fryd i sin himmel, var flankeret af Nordsø-tvillingerne Fridolin og Frederik, som med nærmest stensikker plads i toppen af KODA- og Gramex-lister i snart en årrække har den afgørende hånd med i en lang række af de største ørehængere. Samt længere fremme en veloplagt Andreas Odbjerg, som efter at være blevet introduceret af forhenværende kulturminister Brian Mikkelsen tillod sig et befriende politisk slag i bolledejen med en bemærkning om dennes mangelfulde indsats.

Det skal siges, at dette omgående blev kommenteret ved det meget vidende bord, undertegnede sad ved, hvor CEO for Giant Sheep Music, Peter Sundberg omgående påpegede, at den udskældte eks-minister faktisk gjorde mere for kulturen end så mange andre. Rart med et skud konkret kritik fra en professionel som Peter, som med en fortid på blandt andre CBS, Metronome og Warner og med studie og independent label med kunstnere som The LAB Inc., Claudia Campagnol og Mathias Heise Quadrillon er et godt eksempel på den ekspertise, som Carl Prisen til overmål byder på.


Romer som sanger

Blandt de mere brogede indslag var det nye tvillingepar i dansk musik og digtning, nemlig bagmændene for albummet De uforelskede i København, Peter Sommer og Knud Romer, hvor sidstnævnte efter at have givet prøver på sit sangtalent mente at vide, at alle digtere altid ville have været rockmusikere, og alle rockmusikere ville være digtere og så sendte et hint til den relativt nyslåede digter, Tobias Rahim, som dog var fraværende. De to modtog prisen som Årets Tekstforfatter.

Andreas Odbjerg vandt i kategorien Årets Radiohit og Årets Sang for titelmelodien til sit album Hjem fra fabrikken og toppede også sammen med netop Rahim streamingkategorien med ”Stor mand”, hvor det nærmest måtte give tunnelsyn at se de to konkurrenter, som såmænd var dem selv solo med henholdsvis ”Mucki Bar” og ”Hjem fra fabrikken”, ligesom Tobias Rahim også vandt prisen for Årets Komponist Pop for albummet Når sjælen kaster op.


Baby i LA

Blandt de fraværende var Rissi alias Morten Ristorp, som tilsyneladende fra Los Angeles med baby på armen på film takkede for titlen som Årets Internationale Succes. Han er blandt andet kendt for at være med til at komponere og producere Beyonce-hittet Cuff It.

De fynske søstre Sirid Møl Kristensen og Frida Møl Kristensen som sammen med trommeslageren og sangskriveren Birk Storm danner PRISMA triumferede i kategorien Årets Komponist Rock for de tre singler ”Honey”, ”Bangs” og ”Drive”, mens den kvindelige duo KALEIIDO alias Cecilie Strange og Anna Roemer tog samme pris i jazzkategorien for albummet Elements. Ligesom den gambiske sanger og koraspiller med rødder i Gambia, Dawda Jobarteh, som har gang i en meget rost international karriere, nu kan kalde sig Årets Komponist Roots for sit smukt eksperimenterende album Soaring Wild Lands. Dawda var selv på turné, og hans voksne børn kunne stolte modtage prisen på hans vegne.


Endelig gik den prestigefyldte Ærespris til Lise Cabble, som har taget den lange tur fra Bowie-fascineret punker i Band Yt, der siden blev til firserbandet Clinic Q, og som endelig hittede for alvor med Miss B. Haven, som banede samme vej for kvinder i rock, som Anne Linnet og andre gjorde i bands som Shit & Chanel. Alligevel gik æresprisen især til Lise Cabble, fordi hun har evnet at omstille sig og blive sangskriver for blandt andet Dansk Melodi Grand Prix, hvor Aud Wilken sang det originale nummer ”Fra Mols til Skagen” hjem til sejr i Danmark og en femteplads i Europa – og hvor Emeli de Forest med ”Only Teardrops” skrevet af blandt andre Cabble senere nåede toppen.

Lise Cabble videregav, som reglerne foreskrev, den medfølgende check på 30.000 kr. til et ungt talent efter eget valg, og hun gav pengene til sanger og sangskriver Pil Jeppesen, bedre kendt som bare Pil (se foto ovenfor).

De vandt til Carl Pris 2023:


Årets Komponist Pop: Tobias Rahim & Arto Eriksen for albummet Når sjælen kaster op.
Årets Komponist Rock: PRISMA (Sirid Møl Kristensen, Frida Møl Kristensen & Birk Storm) for singlerne Honey, Bangs og Drive.
Årets Streaminghit: Stor Mand af Tobias Rahim & Andreas Odbjerg
Årets Radiohit: Hjem fra fabrikken med Andreas Odbjerg.
Årets Komponist Jazz: KALEIIDO (Cecilie Strange, Anna Roemer, Mikkel Hess, Anders Christensen & Hannah Schneider) for albummet Elements.
Årets Komponist Roots: Dawda Jobarteh for albummet Soaring Wild Lands.
Årets Komponist Score: Sune Kølster for score til gyseren Speak No Evil.
Årets Komponist Børnemusik: Ida Brinch for Haletudserne.
Årets Tekstforfatter: Peter Sommer & Knud Romer for tekster til albummet De uforelskede i København.
Årets Talent: Lo Ersare alias Lucky Lo.
Årets Sang: Hjem fra fabrikken (Andreas Odbjerg)
Årets Internationale Succes: Morten Ristorp alias Rissi
Årets Klassiske Komponist Stort Ensemble: Rune Glerup for violinkoncerten Om lys og lethed.
Årets Klassiske Komponist Lille Ensemble: Christian Winther Christensen for Children’s Songs.
Årets Ærespris: Lise Cabble

 

 


 

 

 


 

 

 


 

 

 


 

 

 


 

 

 


 

 

 


 

 

 


 

 

 


 

 

 


ANNONCE