Nyhed

Foo Fighters annoncerer nyt album - hør ny single her

Et år efter Taylor Hawkins død er Foo Fighters klar til at gøre comeback

I marts 2022 måtte det amerikanske rockband Foo Fighters sige farvel til deres trommeslager, Taylor Hawkins, der døde i en alder af blot 50 år. Nu forlyder det i en pressemeddelelse, at gruppen efter ”et år med svimlende tab, personlig introspektion og bittersøde erindringer” vender tilbage med deres 11. album.

I skrivende stund er det blot 30 minutter siden, at Foo Fighters gjorde en spritny single ved navn ”Rescued” tilgængelig på diverse streamingplatforme. Der har ikke været noget nyt fra Foo Fighters siden albummet Medicine at Midnight fra 2021, men i dag har de altså offentliggjort, at et nyt album lander den 2. juni 2023.


Det nye album har fået navnet But Here We Are, som i pressematerialet beskrives som ”et brutalt ærligt og emotionelt råt svar til alt det, Foo Fighters er gået igennem det seneste år”. I forlængelse heraf lyder det, at albummet bliver et vidnesbyrd om ”musikkens helende kræfter, venskaber og familie”.

Det nye album bliver derfor første kapitel i en ny æra for amerikanske Foo Fighters. Det lyder i den forbindelse også i pressemeddelelsen, at But Here We Are er lyden af de resterende medlemmer, der har fundet et helle i den musik, der bragte dem sammen for 28 år siden.

But Here We Are kommer til at indeholde 10 nye sange:


Rescued
Under You
Hearing Voices
But Here We Are
The Glass
Nothing At All
Show Me How
Beyond Me
The Teacher
Rest

LÆS OGSÅ: LISTE: Her er fem højdepunkter fra weekendens Taylor Hawkins-hyldest

 


ANNONCE