Nyhed

JACKMAN: Jack Harlow annoncerer nyt album – udkommer i morgen

Jack Harlow er klar med opfølgeren til Come Home the Kids Miss You

Den 25-årige Kentucky-rapper Jack Harlow har i nat annonceret, at hans tredje studiealbum Jackman lander i morgen (den 28/4, red.). Albummet bliver opfølgeren til Come Home the Kids Miss You, der udkom sidste år, og som GAFFAs anmelder gav tre ud af seks stjerner:

"Jack Harlow går til brunch, mens hiphoppen tonser videre (…) Han har endnu engang præsteret en ret så flad udgivelse. Ikke desto mindre stemmer groove, bounce og humør godt overens på albummet, hvis du sætter det på en søvnig weekend. Men vid, at det aldrig bliver mere ømt eller kækt, end hvad din sønderjyske urtete kan skylle ud igen," lød dommen. 

Annonceringen af det tredje studiealbum Jackman kommer på et helt blankt kanvas: Der er ikke udgivet nogen singler fra albummet, ingen trackliste og intet pr-materiale. Der er blot et Instagram-opslag med albumcoveret, hvor en trøjeløs Jack Harlow befinder sig på en vej i et mere eller mindre faldefærdigt forstadsområde og dertil teksten: ”Jackman. Mit nye album. Udkommer denne fredag den 28/4.”


 


Indtil videre har Jack Harlow præsteret seks mixtapes og to album, men den unge rapper er først og fremmest kendt for sine enkeltstående hits. Her kan nævnes i flæng ”First Class”, hvor Harlow har samplet Fergies hit ”Glamorous” fra 2006, ”Whats Poppin”, ”Tyler Herro” og ikke mindst hans feature på kæmpehittet ”Industry Baby” med Lil Nas X.

Derudover er Jack Harlow i øjeblikket aktuel med sin kommende filmdebut i remaket af 1992-filmen White Men Can’t Jump. Denne film arbejdede han også på i 2022, da et skred i filmproduktionen ledte til, at han måtte aflyse sin optræden på Roskilde Festival samme år.

ANNONCE