Nyhed

KÆMPE KONCERTNYHED: Christina Aguilera kommer til Danmark

En af 00'ernes allerstørste stjerner lægger vejen forbi landet til august for første gang i en længere årrække

Annonceringer til dette års festivalprogrammer befinder sig i slutfasen, og vi kan derfor for alvor begynde at glæde os til de mange, lovende koncerter, der løber af stablen i sommeren 2023. Smukfest er en af de festivaler, der ikke helt færdige med at annoncere årets musikprogram, og i dag kan festivalens arrangører offentliggøre endnu en enorm, international booking: Christina Aguilera.

Christina Aguilera er et vaskeægte 00’er-fænomen uden sidestykke. Hun er kunstneren bag nogle af alle tiders største internationale hits som ”Ain’t No Other Man”, ”Genie in a Bottle”, ”What a Girl Wants”, ”Hurt, ”Come on over Baby (All I Want is You)” med flere.

Det er mange, mange år siden, at den amerikanske sangerinde har demonstreret sit imponerende register på dansk jord, men da GAFFA hørte hende i Forum i 2003 var det en koncert med ”12 tøjskift, show og stor stemme”. Denne koncert kom i kølvandet på udgivelsen af albummet Stripped, der modtog fem ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder.


Det er i skrivende stund blevet til intet mindre end ni album fra den amerikanske sangerinde, hvoraf det seneste engelsksprogede udkom i 2018 og bar titlen Liberation. Det modtog ligeledes fem ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder, der var helt forvirret (og ikke mindst imponeret) over ambitionsniveauet og albummets eksperimenterende stil.

Christina Aguilera gæster Smukfest om lørdagen, hvor festivalgængere også kan se frem til blandt andre The Minds of 99, TooManyLeftHands, Red Warszawa, Pil og Medina.

Taget Aguileras diskografi og status i betragtning synes der at skulle gå meget galt, hvis ikke Smukfests festivalgæster står over for en fænomenal festivaloplevelse med Christina Aguilera i front.  


LÆS OGSÅ: KLASSIKEREN fylder 20: Christina Aguilera gør op med sit ry som naboens datter

ANNONCE