Billetter til forfatterarrangement er gratis, men der er et benspænd for danske fans
I 2021 udgav Nick Cave sammen med vennen og journalisten Seán O'Hagan bogen Faith, Hope & Courage - kritikerrost samtalebog, som kommer omkring både Caves privatliv og hans kunst.
Den 8. juni kan makkerparret opleves i samtale på årets Heartland Festival på Fyn. Der er både endagsbilletter til 1240 kroner og partoutbilletter til 2540 kroner i salg.
Er man Cave-fan, men står ikke lige med den slags penge, er der godt nyt: To dage inden, Cave og O'Hagan besøger Fyn, stiller de op til bogsignering hos boghandleren Cohen + Dobernigg i Hamburg.
Her er billetter ganske gratis - men der er en lille udfordring, ikke mindst for danske fans. Billetter kan nemlig ikke bestilles online eller reserveres - de skal afhentes fysisk i butikken i Hamburg på et ikke nærmere bestemt tidspunkt i starten af maj.
"Billetter er gratis, men antallet er meget begrænset. De bliver tilgængelige i starten af maj, udelukkende i vores butik! Ingen forsendelse, ingen reservationer. Vi vil også understrege, at udelukkende bøger signeres," hedder det således på boghandlerens hjemmeside. Her er dog mulighed for at skrive sig op til et nyhedsbrev, så man får besked, når der er mere information om billetterne.