Det nye headset fra Sony retter sig mod førstegangsbrugere, der vil have aktiv støjreduktion
Vi har ikke alle samme krav til et headset, men rigtig mange af os ønsker et helt trådløst in-ear-headset, og det skal gerne have aktiv støjreduktion. Det gælder også mange førstegangskøbere af headsets, og det er dem, Sony nu har rettet øjnene mod.
De har lige lanceret WF-C700N, et lille headset, der lover både komfort og stabilitet, og at de passer til alle ørestørrelser – et meget stort løfte, det kan være svært at passe til alle ørestørrelser og -typer.
Headsettet kommer med aktiv støjreduktion, der skulle fjerne baggrundsstøj og en Ambient Sound-funktion, der skulle lade lyde fra omgivelserne slippe igennem, hvis det ønskes.
Det lille headset kommer også med Adaptive Sound Control, en funktion, der opfanger, hvad der sker omkring brugeren, og så skulle den tilrette lydbilledet, så det maksimeres til omgivelserne.
WF-C700N er udstyret med 5mm driverenheder, der ifølge Sony skulle gengive kraftfuld bas og klare vokaler. Sony fortæller i pressemeddelelsen, at de har skabt headsettet til hverdagsbrug, hvorfor det skulle have en batterilevetid på op til 15 timer, med 7,5 timer i headsettet og tilsvarende 7,5 timer i etuiet.
De 15 timer opnås, når der både bruges støjreduktion og bluetooth og smutter helt op på 20 timer, når støjreduktion og bluetooth slås fra. Headsettet, der rammer markedet i løbet af april, får en pris på omkring 1.000 kroner.
LÆS OGSÅ: Nyt headset lover personlige lydoplevelser og høj komfort