Det nye format betyder større filer, men brugerne får større kontrol over, hvad de henter
Hidtil har Tidal gjort brug af MQA-formatet for at servere hi-res-lyd til deres betalende brugere. Men firmaet MQA er i øjeblikket under omlægning, og ingen ved helt nøjagtigt, hvad der kommer til at ske med deres teknologi.
Tidal har derfor lige annonceret, at de vil introducere hi-res FLAC-formatet til deres HiFi Plus-brugere.
Hi-res FLAC er stadig et tabsfrit format og samtidig er det en åben standard. Prisen er dog, at musikfilerne bliver markant større, men Tidal oplyser i en pressemeddelelse, at de vil give brugerne mere kontrol over, hvilket filformat de henter ned – alt efter, hvor de måtte befinde sig.
Hvorvidt Tidal helt kommer til at fjerne MQA fra deres platform, oplyser Tidal intet om, men rygterne mener at vide, at det kun er et spørgsmål om tid. Jesse Dorogusker, CEO hos Tidal, fortæller i et indlæg på Reddit, at selvom der ikke er en præcis dato for, hvornår hi-res FLAC bliver rullet ud på Tidal, så vil det ske "snart".
Han bekræfter her også, at brugerne kan skrue op og ned for musikkvaliteten, alt efter hvilken enhed de bruger, og hvor de måtte befinde sig. Årsagen er, at stadig flere brugere benytter deres smartphone til at streame musik fra, og de har ofte begrænsninger i lagerplads, og brugerne kan være begrænsede i, hvor mange data de kan hente ned. Derfor ønsker de den størst mulige fleksibilitet i streamingen.
Hidtil har Tidal været de markant dyreste at have et abonnement hos; om den nye standard vil gøre det billigere at være kunde hos dem, må vi vente med at se.
LÆS OGSÅ: Nøjagtig og rumlig lydfeltgengivelse til lydteknikere og producenter