Nyhed

TALENTER I TIVOLI: Forlystelsesparken præsenterer nyt koncertkoncept

Fredagsrock får en cool lillesøster, forlyder det i en pressemeddelelse fra Tivoli

Du har formentlig hørt om Fredagsrock - den efterhånden traditionsrige række af koncerter på Plænen i Tivoli, hvor man i år kan opleve store navne som Deep Purple, Tobias Rahim og Macklemore.

I år har man yderligere lanceret konceptet Lørdagshits - med blandt andre Thomas Helmig på plakaten - og i dag løftes så sløret for endnu et nyt, musikalsk initiativ i den historiske forlystelsespark lige ved siden af Københavns Hovedbanegård.

Mint er navnet - og dækker over en række koncerter med både helt nye og lidt mere etablerede navne på den danske musikscene. I år er der linet knap tyve koncerter op fra starten af maj til udgangen af august, hvor man vil kunne opleve navne som Lucky Lo, Pauline, August Høyen, Josie Amadonna og AySay.


Mint-koncerter vil enten foregå på scenen på Plænen, som publikum kender fra Fredagsrockkoncerterne, eller i Orangeriet, hvor der er plads til 800 siddende og stående koncertgæster. Koncerterne ligger tirsdage klokken 19.00 fra 2. maj til 29. august og varer i omegnen af en time.

”Som en af landets største koncertarrangører har Tivoli en særlig mulighed for at styrke og udvikle den danske musikscene, og her spiller Mint en vigtig rolle i fødekæden," udtaler Frederik Wiedemann, kulturdirektør i Tivoli, om det nye tiltag og uddyber:

"Musikere bliver ikke Fredagsrock-stjerner fra den ene dag til den anden, så vi vil gerne give plads til mindre bands og musikere, der har potentialet til det store gennembrud. Det er en indsats, Tivoli har udviklet på i flere år, så vi håber, at både artisterne og vores gæster vil tage godt imod Mint, hvor man kan opleve et bredt udsnit af musikgenrer og opdage ny musik i Haven,” lyder det fra Wiedemann.


Mint-programmet 2023

2/5 - Marcus.wav

9/5 -  0ra


16/5 - August Høyen

23/5 - Høker

30/5 - AySay


6/6 - Jaxstyle

13/6 - Lucky Lo

20/6 - Mas


27/6   Såforsatan

4/7 - Josie Amadonna

11/7 - Danser med Piger


18/7 Lasse Skriver

25/7 - Svea S

1/8 - Dillistone


8/8 - Ameli Dot

15/8 - Selma Higgins

22/8 - Jacob Aksglæde


29/9 - Pauline

ANNONCE