Nyhed

VENTETIDEN ER FORBI: Zar Paulo annoncerer debutalbum og releasekoncert

Klap for fædrelandet sammen med Zar Paulo, når der er premiere på debutalbummet i Aarhus’ nedlagte amtssygehus

Det eksplosive danske live-band Zar Paulo har i dag offentliggjort udgivelsesdatoen for deres debutalbum Elendig Software og inviterer i samme ombæring til releasekoncert i amtssygehuset, hvor albummet er blevet til.

Debutalbummet udkommer både digitalt og på vinyl fredag den 21. april, og samme dag kan 150 gæster altså for første gang høre det fulde album i Zar Paulo-drengenes kuriøse øvelokale.

Zar Paulo har på ganske få år taget den danske musikscene med storm og udkom i slutningen af 2022 med debut-ep’en Elendig Software (Del 1). Ep’en modtog fem ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder, der både kaldte numrene for småmesterlige popsange og Zar Paulo for en gruppe med potentiale til at blive ”én af 2020'ernes vigtigste musikalske stemmer”.


I marts optrådte Zar Paulo til GAFFA-Prisen og prægede ligeledes GAFFA-magasinets forside. I den forbindelse gav de et længere interview, hvor de dykkede ned i deres oprindelseshistorie, kunsten at finde sin egen lyd og gav dertil et unikt indblik i debutalbummets tilblivelsesproces. Frontmand Emil Vammen fortæller følgende om det kuriøse øvelokale i interviewet med GAFFA:

- De meget institutionelle rum, der er herude, har på en skør måde været en kæmpe inspiration. En helt konkret energi ved at være her er de tomme betonrum, der er enormt refleksive. Når man har været herude i nogle dage, begynder man at blive lidt småskør, og når man synger alle sine idéer højt ud i rummet, får man dem kastet lige tilbage i hovedet på grund af en virkelig intens rumklang. Det synes jeg har skabt et enestående og kreativt rum, forklarer han.

Du kan finde billet til releasekoncerten her, hvor du for 180 kroner ikke alene får en koncert med hele pladen, men dertil fri øl. Der er som nævnt kun 150 billetter til salg, så hvis du skal have en plads og fredagsøl i selskab med et af Danmarks mest hypnotiserende livebands, bør du skynde dig.


LÆS OGSÅ: ZAR PAULO-INTERVIEW: Vi ses på Månen

 

ANNONCE