I sidste uge faldt han om midt i direkte tv-program. Nu aflyser han denne uges danske koncerter
Både kolleger, kamerafolk, publikum og tv-seere fik sig en slem forskrækkelse tirsdag, da den populære, svenske sanger David Ritschard pludselig faldt om for rullende kameraer under den direkte udsendelse Ålsang på Skansen i sidste uge.
Ritschard var ellers både booket til at give koncert på Loppen i København og optræde to gange på årets Tønder Festival i den kommende weekend.
Da GAFFA spurgte Tønder Festivalens presseansvarlige, hvorvidt den dramatiske besvimelse ville få betydning for hans besøg i Sønderjylland, blev vi i førstre omgang blot henvist til en kortfattet erklæring fra Ritschards management, som lød således:
"David besvimede kortvarigt efter sin optræden og interview på scenen. Han fik hurtigt den nødvendige hjælp og har det efter omstændighederne godt," lyder det derfra."
Nu forlyder det imidlertid i en - tilsvarende ordknap - pressemeddelelse fra Tønder Festival, at David Ritschard ikke længere er en del af årets festivalprogram.
"Mange havde set frem til at opleve den prisbelønnede og anmelderroste svenske sangskriver David Ritschard på årets festival. Desværre er David Ritschard ramt af sygdom og kommer ikke til Tønder i år. Festivalen håber at kunne præsentere ham på et senere tidspunkt," skriver festivalen og tilføjer:
"David Ritschard skulle have givet koncert i Bolero-teltet fredag kl. 11.15 og i Telt 2 lørdag kl. 14. Erstatninger er fundet, så Joachim Cooder (USA) optræder i Bolero-teltet, og É.T.É (CAN) er i Telt 2 lørdag."
David Ritschard udgav debutalbummet Brobrännaren i 2019 og fulgte op to år senere med Blåbärskungen. Siden har han udgivet flere singler, herunder Lisa Ekdahl-duetten "Triumfera" og - senest - "Vid Roiness strand."
TØNDER FESTIVAL: Her er tolv højdepunkter fra festivalens nyere historie