Nyhed

REGULÆR ROCKHISTORIE: Skousen & Ingemann bliver gendannet for en aften

Danske rocklegender bliver genforenet for en stund på en ganske særlig location senere på måneden

Det er efterhånden otte år siden, man sidst kunne opleve Skousen & Ingemann - makkerparret, som gav os rockklassikeren Herfra hvor vi står tilbage i 1971 og de følgende år var et af landets mest populære livenavne.

De sidste tyve år har Skousen plejet en kritikerrost solokarriere - som senest har udmøntet sig i albummet Blæsten og regnen fra 2022 - mens Peter Ingemann blandt andet har brugt sin tid på lejlighedsvise gendannelses-koncerter med sit gamle band Young Flowers.

Den 31. august er der så en sjældent - og muligvis allersidste - chance for at opleve Skousen & Ingemann live, inklusive ikke bare de to hovedpersoner men også guitaristerne Tømrerclaus og Stig Møller, som også var med på Herfra hvor vi står.


Det fremgår af turnéplanen på Peter Ingemanns hjemmeside, hvor der ud for den 31/8 står følgende: "Niels gi'r koncert til på trappen op til Svendborg Kirke, og midt i sættet dukker de gamle op, nemlig TømrerClaus, Stig Møller og mig selv. TømrerClaus, Stig Møller og jeg spiller senere kl 22:00 på Strandlyst i Svendborg."

Skousen & Ingemann i Aarhus, 2015.
Skousen & Ingemann i Aarhus, 2015.

Det er næppe tilfældigt, at det netop er trappen i Svendborg, som danner ramme om den sjældne genforening af de danske rocklegender. Netop her gav de nemlig en koncert i sommeren 1971, i det umiddelbare kølvand på udgivelsen af debutalbummet.


Koncerten dengang blev filmet, og er derfor gået over i historien som et uforglemmeligt tidsbillede. Koncerten senere denne måned bliver iøvrigt også filmet - denne gang af Skousens hustru, instruktøren Linda Wendel, som arbejder på en dokumentarfilm op til Skousens 80-års fødselsdag om få måneder.

GAFFA var til stede ved Skousen & Ingemanns koncerter på Aarhus-spillestedet Voxhall i 2014 og igen i 2015, og kvitterede ved begge lejligheder med fem stjerner.

"Der kan næsten ikke undgå at være nostalgi i luften, når et af halvfjerdsernes mest markante, danske ensembler stiller op, og fint med det. Og visse indslag i sættet, som nu for eksempel "Stenløse," har da også primært nostalgisk berettigelse," hed det i anmeldelsen fra marts 2015, som fortsatte: 
 
"Men når sangene hedder "Palads af glas," "Professionel" eller for den sags skyld "Herfra hvor vi står" sker der noget andet og mere i aften: Skousen & Ingemann synger og spiller sig direkte ind i nu'et, i samtiden, i Aarhus, i aften. Ikke kun på grund af teksternes poetiske kvaliteter (Skousen er ikke bare en af vores bedste sangskrivere; han er også en af de mest konsistente), men i høj grad takket være den nerve og det nærvær, Skousen lægger for dagen i aften."

Koncerten i Svendborg starter klokken 19.00 og er ganske gratis.


Derfra hvor de står – en samtale med Skousen & Ingemann

ANNONCE