Et nyt venue og kontorfællesskab er åbnet på Østerbro
En sen sommerdag blev det tydeligt for musiker og tidligere Dúné-forsanger, Mattias Kolstrup, og Louise Hagbarth, der har en fortid i teaterbranchen, hvordan tilfældigheder kan ændre livet. Deres veje krydses, da Mattias og hans bror, Johan, ankom et døgn for sent til en kunstfernisering, og Louise tilfældigvis var på besøg i galleriet. Det førte til en snak om, hvordan kunstnere gradvist bliver presset ud af København på grund af stigende huslejepriser og om, hvordan freelancere ofte oplever en følelse af manglende tilhørsforhold.
Sådan fortæller de i en pressemeddelelse.
Snakken blev til begyndelsen på det nye kreative hus og venue, Art Maze, som har beliggenhed i det tidligere F. Bülow & Co's Automobilhus. En industribygning på Bryggervangen 7, Østerbro, designet af Ole Hagen i 50'erne. Placeret tæt på Vibenshus Runddel metrostation og ved krydset mellem Lyngbyvej og Jagtvej.
"Vi ønsker at skabe et miljø, hvor forskellige former for kreativitet kan udfolde sig frit. Værdier som åbenhed og forståelse spiller en afgørende rolle i opbygningen af en positiv og støttende kultur i Art Maze”, udtaler Louise Hagbarth.
Art Maze består af to dele
Art Maze: The Office er et kontorfællesskab for freelancere og mindre virksomheder i kreative brancher. Visionen er at skabe en tværfaglig og positiv synergieffekt mellem personer og virksomheder inden for de kreative brancher som dans, teater, film, arkitektur, musik, fotografi, litteratur med videre. Det skal ifølge initiativtagerne også være et sted, hvor der både kan arbejdes koncentreret på individuelle projekter bag lukkede døre, men samtidig findes inspiration og konkret hjælp hos de andre medlemmer på gangen. Kontorets medlemmer er kurateret og inkluderer allerede København Danser, flig. Collective og LightDesign.
Art Maze: The Venue er et over 1.800 kvm. event venue. En rustik hal, med højt til loftet og mange muligheder, der kan lejes til alle former for events fra firmafester, forestillinger, produktionsøver, koncerter, tv-produktioner og markeder. Hallen kan nedskaleres efter behov. Art Maze: The Venue arbejder tæt sammen med Mikkeller, Meyers, LightDesign, RanMix og Eventudlejning om at skabe den perfekte atmosfære.
"Som udøvende musiker oplever jeg dagligt, hvor meget jeg har brug for ekspertise fra andre kreative brancher til at nå mine kunstneriske mål. Jeg har også oplevet, hvordan musikstudier og øvelokaler efterhånden ikke at til at komme til for penge i København. Det er en ærgerlig udvikling, der kvæler nerven i vores hovedstad og som har motiveret Louise og mig til at åbne Art Maze ved siden af min musikkarriere og udgivelsen af mit nye soloalbum" fortæller Mattias Kolstrup.