Nyhed

Dansk musikmuseum skifter navn — træt af misforståelser

"Alt for mange mennesker har troet, at Ragnarock handlede om vikinger, om dommedag," lyder det fra direktøren.

Det danske musikmuseum Ragnarock skifter navn. Museet har haft navnet siden 2016, men det har ikke klinget, som det guldbeklædte museum havde håbet.

Fremover vil det hedde Rockmuseet.

Læs også: Museum inviterer bag kulisserne hos rockkoryfæer


"Alt for mange mennesker har troet, at Ragnarock handlede om vikinger, om dommedag eller noget helt tredje," fortæller Morten Thomsen Højsgaard, der er direktør i ROMU, og fortsætter:

"Nu trutter vi rent og kalder os det, vi er, og det, som folk i praksis allerede har kaldt os i mange år: Rockmuseet."

Han uddyber, at de blandt både musikere og skoleelever er blevet kaldt Rockmuseet.


Det nye navn skal for alvor vise, hvad man kan forvente, når man går gennem den gyldne indgang i Rabalderstræde.

Museumsinspektøren udtaler sig samtidig om museets ambitioner og inspiration:

"Rockmuseet udspringer af den energi og samfundsforandrende kraft, som for alvor knyttede musik og ungdomskultur sammen i 1950'erne og 1960’erne. Den energi gav rocken videre til pop, til disco, punk, hip-hop, metal og al anden musik, der flytter grænser. I dag læner al populærmusik, som flytter grænser, sig ind i traditionen fra rocken."


Han afslører samtidig, at deres næste store udstilling vil blive et Aqua-univers, der skal udfolde det danske band og deres lyd gennem 90'erne.

Rikke Louise van Hauen, Head of Marketing i ROMU, fortæller, at navneskiftet efterfølges af en større visuel forandring, hvor ungdomskulturen og musikken får lov til at spille sammen. Ifølge hende handler det om "at turde gå til kanten og udfordre, hvad der er rigtigt og forkert."

ANNONCE