Nyhed

KUN EN TOGTUR VÆK: Nicki Minaj annoncerer europaturné

Fem år efter sin seneste koncert herhjemme vender den amerikanske stjerne tilbage til Europa

Så sent som i fredags (8/12, red.) udgav Nicki Minaj sit femte studiealbum - betitlet Pink Friday 2, med hilsen til 2010-debuten Pink Friday. Nu har Minaj - som lystrer det borgerlige navn Onika Tanya Maraj-Petty - så annonceret en større turné til næste år. 

Danmark er ikke på turnéplanen - men hvis man er tilstrækkeligt stor fan, er der dog mulighed for at opleve hende nogle timers togrejse fra Danmark.

I kølvandet på en lang række amerikanske koncerter fra januar til maj kommer hun nemlig til Europa for at give syv koncerter. Du kan se den europæiske turnéplan nedenfor.


Efter tre shows i England i slutningen af maj besøger hun Paris, Amsterdam og Köln, inden hun runder af i Berlin den 7. juni.

Nicki Minaj på Roskilde Festival 2015. Foto: Morten Rygaard
Nicki Minaj på Roskilde Festival 2015. Foto: Morten Rygaard

Minajs seneste koncert i Danmark fandt sted i 2019, hvor GAFFA dog undlod at anmelde hendes koncert i Royal Arena på grund af fotorestriktioner.


Inden koncerten i '19 havde Minaj givet koncerter i Falconer Salen i 2012 og på Roskilde Festival i 2015.

"Trods en stærk start var koncerten ikke nogen stor åbenbaring. Den var til gengæld stærkt underholdende, og havde hun holdt festen kørende en halv time til, var den femte stjerne også hjemme," noterede GAFFAs anmelder i forbindelse med koncerten på Orange Scene i sommeren '15. 

Nicki Minaj 2024


25/5 - Manchester, England - Co-Op Live
26/5 - Birmingham, England - Resorts World Arena
28/5 - London, England - The O2
1/6 - Paris, Frankrig - Accor Arena
2/6 - Amsterdam, Holland - Ziggo Dome
5/6 - Köln, Tyskland - Lanxess Arena
7/6 - Berlin, Tyskland - Mercedes Benz Arena

Nicki Minaj sagsøger: Vil ikke kaldes et cokehoved

ANNONCE