Nyhed

Annika Aakjær vinder Robert-pris

Den nordjyske satiriker blev hædret ved weekendens danske svar på Oscar-uddelingen

Lørdag (den 4. februar, red.) blev der gjort status over film- og tv-året 2022, da Danmarks filmakademi for 39. gang uddelte de såkalte Robert-priser - Danmarks svar på de amerikanske Academy Awards.

Her blev den store vinder den dansk-iranske instruktør Ali Abassis og hans film Holy Spider, mens også de danske tv-serier Orkesteret og Carmen curlers løb med flere priser. Der var imidlertid også plads til et par musikalske hædersbevisninger.

Den 40-årige, nordjyske satiriker, skuespiller og sangskriver Annika Aakjær blev således præmieret for at stå bag "årets originale sang" i form af sangen "En drømmer mere" fra filmen Esthers orkester. Aakjær er i øvrigt også indstillet til en GAFFA-pris i år.


"I går var dejlig, og hvis man nu ikke er helt vildt træt af at se mig med en fin pris statuette i hånden endnu, så er det i aften sidste chance for at stemme til gaffaprisen også, hvor jeg er indstillet til årets livenavn," skrev Aakjær på Facebook søndag.

Der var også en Robert-pris til Emma Sehested Høeg for "årets kvindelige birolle - tv-serie" for hendes rolle som den forsigtige klarinettist Elin i serien Orkesteret. Når Sehested ikke laver tv og teater plejer hun en musikalsk karriere under aliaset Dame Dearest


Hun kan opleves live på Train i Aarhus fredag den 26. maj og dagen efter på Store Vega i København.

Pop og punchlines – himlen over Skanderborg var helt perfekt

ANNONCE