Nyhed

Ny tablet lover masser af kræfter til de kreative og produktive

OnePlus har lige lanceret deres første tablet, der kommer med store løfter til både hestekræfter og multitasking

Teknologivirksomheden OnePlus er kendt for deres smartphones, og til dels også for deres headsets. Men ambitionerne går videre, og de har lige lanceret, hvad de selv kalder, en flagskibstablet, OnePlus Pad.

Ifølge en pressemeddelelse er den designet ud fra samme principper som deres smartphones. Den er fremstillet i en aluminiumslegering, og har fået placeret kameraet centralt på bagsiden, hvilket skulle gøre det lettere for brugeren at tage billeder. Forsiden har fået et såkaldt 2,5D buet glas, og dermed skulle skærmen fylde hele 88% af det samlede areal, hvilket er ret godt for en tablet.

Producenten lover også, at OnePlus Pad skulle ligge godt i hånden, hvilket igen skulle gøre det let at arbejde med den i længere tid ad gangen.


En af de ting, der er langt vægt på med denne nye tablet, er multitasking, hvilket såvel hardware som software skulle være optimeret til. Den kommer med op til 12 GB intern hukommelse, hvilket skulle gøre det muligt at holde op mod 24 apps åbne på samme tid, og dermed gøre det let og hurtigt at skifte mellem apps.

Batteriet er på 9.510 mAh, og det skulle sikre at brugerne kan arbejde på den i op til 14,5 timer, selv med video. Hvis tabletten ikke bruges, skulle der være op mod en måneds standby-tid i batteriet.


Som stort set alle OnePlus-enheder, så understøtter den hurtigopladning, og i dette tilfælde skulle det betyde at den kan lades op fra tom til fuld på kun 80 minutter. En indbygget AI skulle desuden sikre, at den skruer ned for strømforbruget andre steder, hvis meget strømkrævende apps startes.

Den nye tablet skulle komme på markedet i løbet af første kvartal, men OnePlus har endnu ikke oplyst prisen.

LÆS OGSÅ: Trådløst in-ear-headset får lyd i gamerkvalitet


ANNONCE