Manchet Et genbesøg med en 50 år gammel kending fra en tid med ungdomsoprør i USA
Det blev med albummet Hotel California, at californiske The Eagles indskrev sig i rockhistorien som 70'ernes ultimative, amerikanske westcoast-band. Da Frey, Henley og kompagni udgav deres ikoniske album i december 1976, havde de imidlertid allerede fire fine plader bag sig - ikke mindst Desperado, som udkom i april 1973 og således fylder 50 her i foråret 2023
Cowboy-albummet, Desperado, fik ikke ligefrem umiddelbar succes. Ifølge Uncut, udtalte Eagles pladeselskab i sin tid, at Desperado blot var endnu et ’fucking cowboy record.’ Men Eagles skulle alligevel få vinger og formåede at løfte Desperado til nye højder og derved give country-rock bevægelsen en ny lyd. 50 år efter er albummet stadig et lyt værd.
Doolin, doolin, dalton
Det lille frø, der skulle vise sig at være grobund for skabelsen af Desperado, var først og fremmest Glenn Freys ønske om at skabe et konceptuelt album. Om dette lykkedes, kan diskuteres - noget, Rolling Stone da også satte fokus på i sin anmeldelse af albummet ved udgivelsen i 1973:
”Det smukke ved det er, at selvom det er et samlet sæt sange, så er det hverken rockopera, et konceptalbum eller noget, som prøver at være andet end et samlet sæt sange, som tilfældigvis passer godt sammen.”
Et gennemgående tema på albummet var det vilde vesten og ikke mindst the Doolin-Dalton gang. Det var en bande, som skabte stor røre i slutningen af 1800-tallet og skrev sig ind i amerikansk historie med deres brutale kriminalitet, mord og røverier.
De levede lovløst, og de skulle alt sidenhen – nærmere bestemt i 1973 – genopstå i Eagles album Desperado. Og netop 1800-tallets amerikanske lovløse skulle senere hen vise sig at være det gennemgående tema i albummet.
Den bedste måde at beskrive åbningsnummeret på pladen: Det er en hyldest til Doolin-Daltonbanden på godt og ondt - "They were duelin’, Doolin-Dalton / High or Low, it was the same / Easy Money and Faithless Women"
Selvom albummet måske ikke udfoldede sig som et decideret konceptalbum med en stærk rød tråd og en gennemgående historie, kan man som nævnt ane et tydeligt, gennemgående tema. Men hvad bundede hele Eagles' fascination af the outlaws egentlig i?
Eagles var langtfra de eneste yngre musikere i perioden, som dyrkede temaet. "To live outside the law you must be honest," sang Bob Dylan allerede i '66, og siden foldede den store sangskriver ud på flere af sine plader i 70'erne. Herunder ikke mindst Pat Garrett & Billy the Kid, som udkom et par måneder efter Desperado.
Måske giver det meningen at se fascinationen og romantiseringen af de (mere eller mindre) gode outlaws i lyset af hippiebevægelsen og ungdomsoprøret: En generation af unge, som netop stillede sig udenfor og identificerede sig selv i opposition til det etablerede samfund.
Tilsyneladende var det pladekøbende publikum dog trods alt ikke klar til et helt album med western-tema - i al fald blev Desperado ikke den store, kommercielle succes som pladeselskabet og bandet havde håbet.
LÆS OGSA: Portræt af Eagles: Hedonistiske ørne på himmelflugt
Den følsomme rebel
Som en overgang fra den muntre, men afslappede "Tequila Sunrise" ændrer titelsangen "Desperado" en anelse på stemningen. De første, genkendelige toner af den sætter stemningen, og de sidste linjer af teksten minder os om at huske at værdsætte, det vi har og turde være sårbare ved at lade andre komme helt tæt på:
"You better let somebody love you / (Let somebody love you) / You better let somebody love you / Before it's too late"
Samtidig fortæller titlen ”Desperado” noget om en hæmningsløs person, som ofte ender ud i kriminalitet og løber store risici. En fin kontrast til den følelsesladede tekst.
Fra sentimentale tone i ”Desperado” til den rebelske ”Outlaw Man” mod slutningen af albummet, som med masser af elektrisk guitar og trommer sætter tempoet i vejret og bryder den melankolske stemning:
"Woman don't / try to love me / Don't try to understand / A life upon the road is the life of an outlaw man"
The Eagles Desperado er udspændt mellem to yderpoler. På den ene side at turde at være sårbar, lade sig elske og blive elsket på den ene planet. På den anden side det lovløse, rebelske - den hårde side. Der er ikke altid langt mellem de to yderpunkter.
I anmeldelsen af Desperado i Rolling Stone hed det videre, i forlængelse af diskussionen om hvorvidt man kunne tale om et konceptalbum:
”Det var ikke før halvvejs gennem indspilningerne, at det gik op for Eagles og Glyn Johns, at det spillede sammen som en enhed og som et resultat af dette at kun en enkelt af sangene the ”Bitter Creek”, som er skrevet efter den opdagelse, virkede malplaceret.”
Lyt til "Bitter Creek" her og bedøm selv:
En anmeldelse, som binder trådene meget godt sammen. Der behøver ikke være en stor masterplan, hvis man lader tingene gå sin egen gang. Nogle gange går det ikke altid efter planen, og dét i sig selv er godt nok.
LÆS OGSÅ: Her er guldet: Eagles for begyndere – album for album
