Den traditionsrige folkfestival er klar med flere navne til årets program
Tønder Festival 2023 løber af stablen fra den 24. august, og festivalen byder igen i år på fire dage med folkemusik i et utal af afskygninger.
I dag præsenterer arrangørerne flere hovednavnene, der blandt andet tæller Caleb Klauder & Reeb Willms Country Band, som i år hiver Lukas Forchammer - forsanger i Lukas Graham - med på scenen som gæstevokalist. Det er ikke første gang, at Forchhammer og Caleb Klauder mødes om musikken, og Forchhammer fortæller i en pressemeddelelse, hvordan han allerede i sine teenageår blev meget inspireret af Klauders måde at synge på.
Derudover kan festivalgængerne se frem til de to danske grupper Sorten Muld og AySay, der hver især bringer nyt liv til den klassiske musikgenre ved at fusionere folkemusik med både techno, pop og traditionel tyrkisk folkemusik. Det er dog ikke den eneste forbindelse, der er mellem de to danske grupper, for percussion-spilleren Aske fra AySay er samtidigt søn af parret fra Sorten Muld.
Hele vejen fra Amerika får festivalgængerne et gensyn med den amerikanske sangskriver David Ramirez, der hev fire stjerner hjem, da GAFFA anmeldte hans seneste optræden på Tønder Festival i 2018. Derudover gæster endnu en David festivalen, nemlig David Ritschard, der blander svensk sangskrivning med den amerikanske country- og rootstradition. Fra Canada kommer også to forskellige kunstnere, Ariel Posen og Aysanabee, der begge er kendt for det tag, de har på deres respektive instrumenter.
Tønder Festival blev afholdt første gang i 1974, og nærmer sig således sit 50 års jubilæum. GAFFA har dækket festivalen de sidste ti år, og du kan få et overblik over nogle af det seneste årtis stærkeste Tønder-koncerter lige her.