Nyhed

By skifter navn til Swiftie Clara – Taylor Swift bliver borgmester

Byen ønsker at hylde kunstneren på storslået vis og udnævner derfor Taylor Swift til æresborgmester i to dage.

Taylor Swift er ved at være klar til at tage The Eras-turnéen til Europa. Den 9. maj 2024 begynder hun med en første optræden i Paris, og ruten afsluttes den 17. august 2024 i London. Imellem disse datoer stopper hun blandt andet i nabolandet Sverige hele tre gange, mens Taylor Swift aldrig har spillet i Danmark. Hun var booket til Roskilde Festival i 2020, men festivalen blev dengang aflyst på grund af corona.

Popstjernen udgav det firestjernede album Midnights i oktober sidste år og satte samme dag rekord for flest antal streams på en dag, hvilket forårsagede, at streamingtjenesten Spotify kollapsede. I løbet af efteråret var alle sange fra Swifts seneste album også på Billboards top ti-liste – noget, der aldrig var sket før.

Nu meddeler byen Santa Clara i Californien, ifølge Mirror, at verdensstjernen Taylor Swift vil blive æresborgmester i to dage, når hendes turné ankommer til byen den 28. og 29. juli.


"Byen ærer Taylor Swift og 'The Eras Tour' for at hylde hendes kulturelle bidrag," udtaler den rigtige borgmester, Lisa Gillmor, i en erklæring.

Det er heller ikke første gang, at en by ændrer sit navn på grund af verdenskunstnerens besøg. Da hun indledte sin turné i Glendale, Arizona, ændrede byen midlertidigt sit navn til Swift City. Nu vil byen Santa Clara også skifte navn til Swiftie Clara i de to dage, hvor Taylor Swift bliver æresborgmester. Dette er en yderligere gestus for at ære den verdenskendte kunstner og fejre hendes kulturelle bidrag.

LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Kvinderne dominerer musikbilledet med de såkaldte æraer – men måske bør vi spørge os selv, hvorfor de findes?


 

 

ANNONCE