Nyhed

Jeff Beck er død

Mesterguitaristen er pludseligt gået bort i en alder af 78 år

Det er kun lidt over et halvt år siden, han gav koncerter i København og Randers sammen med sin ven Johnny Depp. Nu er Jeff Beck død af meningitis af 78 år, forlyder det torsdag morgen.

"Det er med dybfølt sørgmodighed, at vi deler nyheden om Jeff Becks bortgang," hedder det i en pressemeddelelse på vegne af de efterladte, som fortsætter: "Han døde fredfyldt i går, efter pludseligt at være blevet smittet med meningitis. Hans familie beder om at man respekterer deres privatliv, mens de bearbejder dette enorme tab" 

Britiske Jeff Beck var en af rockmusikkens mest markante guitarhelte - på linje med Eric Clapton, som han erstattede i The Yardbirds tilbage i midten af 1960'erne, og Jimmy Page, som mange år senere holdt induktionstalen, da Beck blev indlemmet i Rock'n'Roll Hall of Fame. 

"Han efterlader os almindelige dødelige fulde af forundring og respekt," sagde Page dengang i 2009 og tilføjede:

"Hele Jeffs guitarstil er totalt uortodoks i forhold til, hvad man nogensinde har lært, og han har i virkeligheden udviklet en hel stil, hvor han har udvidet den elektriske guitar ved hjælp af lyde og teknikker, som var fuldstændig uhørte. Det er et helt utroligt træk, tro mig."

Beck indspillede et enkelt album med The Yardbirds i løbet af sine tyve måneder med bandet, inden han fortsatte karrieren med sin egen The Jeff Beck Group sammen med Rod Stewart og Ron Wood. De to sidstnævnte forlod dog bandet efter et par album for at danne gruppen Faces.

I 1968 udgav Beck sit første soloalbum, Truth. For nogle år siden indledte Beck et professionelt parløb med skuespilleren og fritidsmusikeren Johnny Depp. De udgav i i sommeren 2022 albummet 18, og besøgte i samme forbindelse Amager Bio og Værket i Randers.

LÆS OGSÅ: Autentisk og aldeles sublim bluesrock

 

ANNONCE