Nyhed

Tour de France-vinder Jonas Vingegaard og øvrige danske ryttere hyldes i Tivoli

Det bliver en aften med livemusik, taler og andre gule løjer

Danmark er for andet år i streg gået i totalt gult, og det er takket være den nu dobbelte Tour de France-vinder fra Hillerslev, Jonas Vingegaard. Jonas har altså føjet endnu et kapitel til dansk sportshistorie med en pragtpræstation under dette års version af verdens største cykelløb, og det fejres blandt andet i Tivoli onsdag den 26. juli. Her vil Scarlet Pleasure stå for dagens musikalske indslag.

Eventet i Tivoli løber af stablen efter, at Vingegaard er blevet hyldet på Københavns Rådhus samme dag. Vingegaard og øvrige danske ryttere ankommer til Tivoli omkring kl. 16, og Tivoli kører på denne dag med almindelig entrépris og adgang efter et først-til-mølle-princip. 10 procent af entréindtægterne vil blive doneret til Børns Vilkår og Børnetelefonen.

I en pressemeddelelse lyder det desuden, at TV2 sender live fra fejringen på Plænen, og at denne fejring ligeledes vil kunne ses på storskærm, så alle gæster kan tage del i fejringen under besøget på Københavns Rådhus. Den administrerende direktør i Tivoli, Susanne Mørch Koch, fortæller:


”Vi troede og drømte nok alle om en gentagelse af sejren fra sidste år. Det fantastiske eventyr, som Jonas Vingegaard er begyndt på, har med sejr nummer to fået et nyt medrivende kapitel. Vi er stolte over at kunne give vores gæster, Jonas Vingegaard og de danske ryttere muligheden for at ønske hinanden en kæmpe tak for Touren 2023. Chapeau,” lyder det i pressemeddelelsen.

TV2-værten Stine Bjerre vil også interviewe Jonas Vingegaard og cykelrytterne live, mens de via Linje 8 bevæger sig gennem forlystelseshaven og op til scenen, hvor Scarlet Pleasure også vil spille. Hele herligheden forventes at slutte omkring kl. 17:30.

LÆS OGSÅ: LYT: Scarlet Pleasure udgiver ny single om glæden ved en skyfri dansk sommerhimmel


 

 

ANNONCE