Bandet har fundet en erstatning til sommerens koncerter
The Minds of 99 kommer til at mangle et medlem på scenen, når de i dag indtager Heartland Festival. Trommeslager Louis Clausen har fået en akut høreskade, og kommer derfor ikke til at spille til årets mange sommer koncerter.
Det skriver bandet - og Louis Clausen selv - på instagram.
– Efter en øver for nogle uger siden fik jeg en underlig fornemmelse i ørerne, så jeg tog til ørelægen. Der var heldigvis ingen tegn på fysiske skader i øret, men der er ingen tvivl om, at mine ører er blevet udsat for en overbelastning. Jeg er blevet set af flere læger nu og meldingen er klar – mine ører skal have ro for at komme sig, så det må vi lytte til, skriver Louis Clausen på Instagram.
Han bliver erstattet af Rasmus Littauer, der ifølge opslaget har været ven af bandet længe og er kendt for blandt andet at have spillet trommer for Mø - og som i særdeleshed har mejslet sit navn i sten de seneste par år, gennem sit eget projekt School of X.
Louis Clausen skriver om sin afløser:
– Det er jo en pissesvær situation og underligt ikke selv at være med på scenen, men Rasmus er sindssygt fed. Han er inspirerende og en kæmpe oplevelse for øjne og ører, så folk kan godt glæde sig. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre afløser, og jeg glæder mig til at komme tilbage.
The Minds of 99 spiller denne sommer blandt andet på Heartland Festival - allerede i aften - Kløften festival, Nibe Festival og Smukfest.