Nyhed

NORSK DANSEFEST: Den elektroniske superduo Röyksopp kommer til Danmark

Grammy-nominerede Röyksopp vender tilbage til Danmark efter knap et årti

Norske Röyksopp blev dannet for 25 år siden af Svein Berge og Thorbjørn Brundtland. Siden har de udgivet otte studiealbum, modtaget to Grammy-nomineringer, produceret kortfilm og arbejdet sammen med navne som Robyn, Karin Dreijer fra The Knife og Lykke Li. Nu giver de deres første danske koncert i knap 10 år.

Du har måske været heldig at opleve dem på for eksempel Roskilde Festival, i Pumpehuset eller på NorthSide for ni år siden, men hvis ikke – eller hvis du bare gerne vil opleve dem en gang til – har du nu chancen. Röyksopp vender nemlig tilbage til Danmark for at give koncert den 18. oktober i Store Vega.

I 2022 udgav de albummet Profound Mysteries, der var deres første udgivelse i syv år. Siden har de udgivet både Profound Mysteries II og Profound Mysteries III. I forbindelse med den første udgivelse i Profound-triologien udkom den elektroniske gruppe ligeledes med ti kortfilm til alle ti tracks på albummet. Kortfilmene blev lavet i samarbejde med det danske produktionsselskab Bacon.

Bacons Executive Managing Producer, Magne Lyngner, kaldte dengang Röyksopps musikalske univers for ”skabt til film”, og deres koncerter er da også kendetegnet ved at være bakket op af helt særlige visuals.


Hvis det er en oplevelse, som du absolut ikke skal gå glip af, så sættes billetterne til koncerten i Store Vega til salg på fredag den 16. juni kl. 11 via smashbangpow.dk og billetlugen.dk.


LÆS OGSÅ: Musikvideo: Röyksopp laver parodi på Daft Punk

ANNONCE