Nyhed

PJ Harvey kommer til Danmark

Halvfemser-ikonet Harvey annoncerer to danske koncerter og dele ny musikvideo

Fans af den respekterede, engelske sangskriver PJ Harvey har løbende haft grund til at glæde sig de senere år. Først genudgav hun hele bagkataloget og en stribe album med demoer på vinyl. Sidste år besøgte hun Fyn for at tale om sin bog Orlam. Og sidst i april annoncerede hun så sit første nye album i syv år.

I dag har hun så delt en ny, animeret video til albummet titelnummer - foruden en europæisk turné, som inkluderer to koncerter i Falkoner Salen i København den 27. og 28. oktober.

Der vil være tale om Harveys første koncerter herhjemme i seks år. I kølvandet på hendes seneste album, The Hope Six Demolition Project, gav Harvey hele tre koncerter i Danmark: På Roskilde Festival og i Falconer Salen i 2016 samt på Værket i Randers i august 2017.


I forbindelse med sidstnævnte koncert var GAFFA i audiens hos Harveys samarbejdspartner Mick Harvey på bandets hotel og senere backstage i Randers.

"Denne delikate og smukke sang undveg os indtil den allersidste dag i studiet. I løbet af de foregående fem uger havde vi forsøgt at fange den så mange gange uden held, men så genopfandt John fornemmelsen af guitarmønsteret," fortæller PJ Harvey i en pressemeddelelse om titelsangen til "I Inside the Old I Dying." Hun uddyber:

"Da han demonstrerede det i kontrolrummet, gav Flood mig en mikrofon og trykkede på optag, mens jeg sad ved siden af John og prøvede at finde ud af, hvordan jeg skulle synge til det. Resultatet indfanger på en eller anden måde den æteriske og melankolske længsel, jeg ledte efter," udtaler Harvey og tilføjer:


"I teksten venter alle på, at frelseren skal dukke op igen - alt og alle venter på, at denne kærligheds- og transformationsfigur skal ankomme. Der er en følelse af seksuel længsel og opvågnen og af at bevæge sig fra et rige til et andet - fra barn til voksen, fra liv til død og det evige."

Stjernespækket line-up til Peaky Blinders-soundtrack


 

 

 


ANNONCE