Nyhed

BLOND OG BLANK: Stine Bramsen tager på akustisk turné

Bramsen tager sin kritikerroste solodebut med på landevejen til efteråret

Tilbage i efteråret udgav Stine Bramsen - kendt fra popgruppen Alphabeat - sit andet album i eget navn. Udspillet, med den ironiske titel Blonde & Blank, fik en varm modtagelse af flere kritikere - herunder GAFFAs anmelder, som kvitterede med fem stjerner og kaldte albummet "Et mageløst og modent soundtrack til den moderne kvindekamp."

Det er således meget passende, at Bramsen har valgt netop i dag (8. marts, red.) - Kvindernes Internationale Kampdag - til at annoncerede sin kommende turné, hvor hun blandt andet vil fremføre sangene fra Blonde & Blank. Der bliver tale om knap 20 koncerter under overskriften The Acoustic Tour, og til lejligheden har Bramsen samlet et band bestående af Kajsa Vala på guitar, Emilie Espichicoque på perkussion og Anja Kolyova på bas.

Mens Kajsa Vala er kendt som solist i eget navn, er Anja Kolyova til daglig bassist i Total Hip Replacement. Emilie Espichicoque har blandt andet spillet med Efterklang og har også kunnet opleves på Stine Bramsens seneste turné.


”Jeg startede karrieren i et drengeband (Alphabeat), som jeg både boede, turnerede og lavede plader med. Nu har jeg lyst til at prøve at være omkring kvinder både på og bagved scenen, og se hvordan det er, og hvad det gør ved mig og musikken live”, udtaler Stine Bramsen i en pressemeddelelse i forbindelse med den kommende turné og tilføjer:

”Jeg glæder mig til at komme i øvelokalet og arbejde med både sangene fra det nye album, men også de seje kvinder, jeg har med mig, der hver især har gang i nogle spændende projekter ved siden af. Jeg tror på, at vi både kan inspirere og udfordre hinanden, give mine sange et nyt udtryk, og publikum en ganske særlig musikalsk oplevelse,” siger Bramsen.

Billetter til Stine Bramsens The Acoustic Tour bliver sat til salg onsdag d. 8. marts kl. 10:00 lige her.


Koncerter

Fr. 22/9 – Aars, Vesthimmerland Kulturhus Alfa
Lø. 23/9 – Birkerød, Mantzius Live
On. 27/9 – København, Bremen Teater
To. 28/9 – Holbæk, Rotationen

Fr. 29/9 – Aalborg, AKKC, Europahallen
Lø. 30/9 – Esbjerg, Tobakken
To. 5/10 – Silkeborg, Kedelhuset
Lø. 7/10 – Hørsholm, Trommen
To. 12/10 – Hillerød, Støberihallen
Fr. 13/10 – Nyborg, Bastionen
Lø. 14/10 – Taastrup Teater og Kulturhus
Lø. 21/10 – Brande, Remisen
Sø. 22/10 – Aarhus, Train
Fr. 27/10 – Rønne, Musikhuzet Bornholm
Lø. 28/10 – Næstved, Grønnegades Kaserne Kulturcenter
On. 1/11 – Skanderborg, Kulturhuset Skanderborg
To. 2/11 – Holstebro, Musikteatret
Fr. 3/11 – Køge, Bygningen
Lø. 4/11 – Frederiksværk, Gjethuset


Manglende armbevægelser på alt for ufarlig ep

ANNONCE