Nyhed

KÆMPE EFTERSPØRGSEL PÅ NIK OG JAY: Annoncerer endnu en ekstrakoncert

Først var der to. Så var der tre. Nu kan man opleve hele fire Nik og Jay koncerter i Royal Arena.

Man bliver fristet til at citere Nik og Jays egen sang "Endnu En". 

"De siger til os de har brug for en landeplage/ de siger til os de vil ha' det værste tilbage / Og vi kiggede på dem, og sagde okay /det' ikke noget problem, la' mig gi' jer endnu en" 

Forleden udkom nyheden om, at Nik og Jay annoncerede to arenakoncerter, med særligt øje for børnefamilierne. 

Efterspørgslen har imidlertid været så stor, at der siden er blevet offentliggjort en ekstrakoncert, og nu annoncerer de så endnu en ekstrakoncert. 

Derfor kan pop-veteranerne nu opleves i Royal Arena den 10., 11., 17. og 18. november i år. 

Sidste år kunne Nik & Jay fejre tyve års jubliæum for deres selvbetitlede debutalbum og karrieren i det hele taget - en fødselsdag, som blev fejret med manér ved et par udsolgte koncerter på Kulturværftet i Helsingør i december.

Og nu har store dele af familien Danmark altså atter muligheden, for at opleve den populære pop-duo. Og flere gange, hvis man er inkarneret fan. 

Som et særligt tiltag vil det desuden være muligt at købe billet til et særlig familieområde.


"Billetterne til dette område er tiltænkt familier med børn, som ønsker pladser, hvor der tages særligt hensyn til det yngre publikum," lyder det i en pressemeddelelse i forbindelse med annonceringen af arenakoncerterne.

ANNONCE