Nyhed

NORTHSIDE 2023: Stort rapnavn og fire elektroniske acts fuldender programmet

"Det er et program, hvor vi igen er vendt tilbage til de internationale rødder og hovednavne"

Først annoncerede de, tilbage i november 2022, White Lies, LP, Muse og The 1975. Siden satte de trumf på ad flere omgange med blandt andre Chemical Brothers og NxWorries. Og i dag kan arrangørerne af Northside Festival så annoncerede de sidste navne til årets koncertprogram.

"Vi har glædet os helt vildt til at kunne løfte sløret for Little Simz, som er en af de mest hyldede og
anmelderroste internationale artister lige nu – og med god grund. Hendes tekstskrivning er i en
liga for sig, og kombineret med en dybt original tilgang til sin genre er hun godt i gang med at
skrive et vigtigt stykke hiphophistorie, udtaler Nikoline Skaarup, som er en del festivalens bookinggruppe, i en pressemeddelelse i anledning af dagens annonceringer.

Den kritikerroste, britiske rapper Little Simz slog for alvor igennem med albummet Sometimes I Might Be Introvert, som udkom i 2021 og modtog fem stjerner fra GAFFAs anmelder. På det tidspunkt havde Little Simz dog været undervejs et stykke tid.


Gennembrudsalbummet var hendes fjerde, og herhjemme kunne man opleve hende i både Odense og Roskilde i 2016, på Distortion i København i 2017 og igen i 2022, hvor Little Simz besøgte Roskilde Festival i juli og Amager Bio i december, hvor hun også udgav sit seneste album No Thank You på streamingtjenesterne.

Samtidig med annonceringen af Little Simz annonceres fire navne til festivalens Electra-scene, som er helliget elektronisk musik. Det drejer sig om den engelske house-artist Sam Divine, den Benin-fødte Afrohouse-DJ og producer AMÉMÉ, irske Disfreq og danske Buda. Og hermed er programmet for dette års udgave af Northside Festival altså komplet.

Om årets fulde musikprogram udtaler Nikoline Skaarup:


"Vi er glade for at kunne præsentere et program, der virkelig kommer bredt omkring
genrespektret. Fra britisk stadionrock og electronica-pionerer over amerikansk r&b og hiphop til
nigeriansk afropop. Det er et program, hvor vi igen er vendt tilbage til de internationale rødder og
hovednavne, men hvor vi også præsenterer endnu flere spirende artister fra især det danske
vækstlag, som jo er dér, vi skal finde morgendagens nye stjerner."

NorthSide-chef om 2022-lineup: “Det har været kompromisets og det muliges kunst i år”

ANNONCE